Høj intelligens er ikke altid lykken

mensanerJeg er ved at læse bogen mensaner.dk, hvor Joan først skriver lidt om hvad Mensa og intelligens er – og bagefter har skrevet hendes interviews med ti meget forskellige medlemmer af Mensa.

Mens jeg sad og læste fik jeg mange aha-oplevelser – for lige præcist sådan har jeg jo også haft det.

F.eks. den her:

Jeg lærte tidligt at klare mig godt uden at lave ret meget. Det ramte mig da jeg startede på universitet, for da havde jeg fået en dårlig vane med ikke at lave mine ting. Fordi jeg kunne klare mig uden. Jeg havde en ret dårlig arbejdsmoral. Det er vist en meget typisk ting…

Carsten Eriksen

Det er jo lige mig! Men hvor mange højtbegavede alligevel kan tage sig sammen til at gøre noget, så har mit kaos i hovedet gjort det ret svært for mig. Nu i en alder af 38 år kan jeg stadigvæk ikke. Jeg kan ikke bare sætte mig ned for at læse en fagbog – uanset hvor spændende den er. For så snart jeg skal koncentrere mig en smule, så er min hjerne som en cocker spaniel på speed.

Jeg tror nogle gange, at min intelligens har været en hæmsko for mig i skoletiden. Når man nu godt kan følge med fagligt, uden at røre en finger, så bliver de andre problemer måske ikke så nemt opdaget. Og i stedet for at få hjælp til at tackle de underliggende problemer, så har jeg bare fået nogle ekstrasider eller siddet med en bog.

Eller denne her:

Altså, alle mennesker er selvfølgelig følsomme overfor kritik, men når man også har den mentale kapacitet til at gennemanalysere det 1000 gange, så gør det det måske heller ikke lettere.

Ina Rosdal Lauridsen

Jeg er i forvejen ekstremt usikker på det sociale område og er derfor meget nervøs, når jeg skal være eller har været sammen med andre mennesker. Og lige præcist det her med at gennemanalysere alting – og i hvert fald alt der på nogen måde kan opfattes som en kritik – det er jeg meget slem til at gøre. Jeg er sikker på at det forværrer mine problemer, men jeg kan ikke lade være.

I nogle sammenhænge er en høj intelligens naturligvis en fordel. F.eks. har jeg kunnet lære mange af de sociale spilleregler udenad – dem som andre børn har lært intuitivt, men som jeg har været nødt til at indlære systematisk. Og så er livet som forælder til børn med funktionsnedsættelser bare nemmere, når man kan sætte sig ind i lovgivning osv. selv.

Men jeg kan ikke lade være med at tænke på hvordan mit liv ville have været, hvis ikke jeg havde haft autisme og ADHD – eller hvis det var blevet opdaget tidligere. Jeg har snakket med masser af psykologer og psykiatere, der kunne have opdaget det – men jeg har sat en facade op, der skjulte mine problemer. Jeg ved jo godt hvordan man bør være – så det er det jeg har vist. Jeg har villet være i kontrol og har ikke villet vise hvordan jeg havde det. Og sådan har jeg det stadigvæk. Jeg er ikke engang helt sikker på at jeg selv ved hvem jeg er.

At læse Joans bog har bragt mange tanker frem – specielt interviewet med Julie Schmidt Matthiesen, som ligefrem fik tårerne til at løbe – men jeg synes bogens sidste afsnit opsummerer det ganske fint:

En god rollemodel er én der er glad for sig selv. Tilfreds med det hun er: “Jeg er god.” Det er vigtigt at give videre, ikke? – At man har værdi bare ved at være.

Tine Ditmar Unnerup

Og der er jeg slet ikke. Jeg håber at komme der til engang – både for min skyld og for mine børns skyld. Lige nu er jeg ikke den jeg gerne vil være. Om jeg så skal ændre mig for at blive det – eller om jeg skal ændre min opfattelse af hvem jeg gerne vil være – det ved jeg ikke.

Særinteresser

Et lille udsnit af vores bogreoler.

Et lille udsnit af vores bogreoler.

Specielt autister med Aspergers syndrom kan have særinteresser. Altså en interesse, som man går op i med liv og sjæl og som man kan have meget svært ved at løsrive sig fra.

Nogle særinteresser kan være meget “normale”. Det kan f.eks. være heste eller biler. Andre kan være noget mere særprægede, som f.eks. tyske frimærker fra før 1800 eller folks fødselsdage. For nogle autister holder en særinteresse hele livet – for andre skifter særinteressen.

Jeg har altid skiftet meget – og før internettets tid var jeg meget gode venner med vores lokale bibliotekar, for der skulle jo skaffes bøger hjem om den aktuelle særinteresse. F.eks. husker jeg tydeligt de meget tunge bøger skrevet i braille, som bibliotekaren fik skaffet mig, da jeg fik lyst til at lære det.

Jeg har aldrig gået helt i dybden med noget, men bare “snuset” til mange forskellige ting. En særinteresse har aldrig holdt ret længe, men jeg har hovedet fuldt af ubrugelig viden – når jeg altså kan huske det.

Det eneste, der sådan rigtig har holdt fast er bøger. Vi har vel omkring 4.000 bøger. Engang var de sorterede: Skønlitteratur efter forfatterens efternavn, navn og titel. Faglitteratur efter DK5, forfatterens efternavn, navn og titel. Men der er ikke plads til det mere. Der er bøger overalt i huset. I reolerne står de i dobbelt lag og nogle ligger ovenpå, der hvor der er plads. Der er bøger på alle vandrette overflader. Der burde blive ryddet op i dem – men man smider jo ikke sine venner ud, vel?

Faktisk er titlen på denne blog meget kraftigt inspireret af en af mine yndlingsforfattere. Da jeg var yngre læste min mor normalt det jeg læste – bare sådan lige for at holde lidt øje. Mine læseevner rakte nemlig til mere end min modenhed. Men da jeg nåede til denne forfatter droppede hun det – for det var dog noget af det mest åndsvage hun nogensinde havde læst.

Jeg vil ikke røbe hvilken bog og hvilken forfatter – den øvelse vil jeg overlade til læseren. 🙂

Ellen, min ældste datter på 8, spiller computer. Hun har godt nok ikke AS, men GUA. Hun spiller Minecraft og Slime Rancher for tiden – og hun kan ikke snakke om meget andet. Et godt eksempel: Når vi kører bil, leger vi sommetider “gæt hvad jeg tænker på” – altså “tyve spørgsmål til professoren”. Ellen tænker altid på en dinosaur fra computerspillet ARK – og da ingen af os andre spiller det, så har vi ikke en kinamands chance for at gætte det. Men Ellen forstår slet ikke, at vi ikke synes det er sjovt. Det er faktisk lidt til at få spat af en gang imellem – men det er det, der fylder for hende.

Hun kobler af ved at sidde foran computeren – og ligesom jeg var tabt for omverdenen, når jeg sad med hovedet begravet i en bog (og sådan er det stadigvæk), så er hun det også. Hun har brug for det, så selvom det er lidt belastende, så er det en nødvendighed for hende og det må vi acceptere.

Karen, min yngste datter på 5, har ikke noget hun går voldsom meget op i nu, men det kan jo komme. Og så tager vi det med også.

For nogle er særinteresserne “bare” en hobby, men for andre bliver det deres levebrød. Og for andre igen kan det kamme over, så det ikke længere er en særinteresse, men en besættelse, der er et problem for omgivelserne og i hverdagen.

Men for de fleste autister jeg kender, er særinteressen en måde at koble af og slappe af på – en metode til at flygte fra hverdagens krav. Og ud fra det jeg ser, så kommer særinteressen ofte til at fylde mindre, når man trives og fylder mere, når man er stresset og i mistrivsel.

Jeg bruger i hvert fald bøgerne som en flugt fra virkeligheden – og jo mere stresset jeg er, jo mere læser jeg – omend jeg nu altid læser meget. 🙂

Lydsensitiv

Lige nu sidder jeg i læseværelset – det rum i huset, der er længst væk fra stuen. Det er her der er mest stille – lige bortset fra hunden, der snorker.

Jeg er lydsensitiv. Det betyder for mig, at lyde kan være et kæmpe problem. Nogle lyde er værre end andre og nogle dage kan jeg holde til mere end andre dag.

Meget højfrekvente lyde (f.eks. bippet fra en røgalarm) eller lavfrekvent rumlen (f.eks. rumlen fra en gummiged på larvefødder) kan være helt frygteligt. De højfrekvente lyde får mit hoved til at føles som om det eksploderer. De lavfrekvente lyde føles som smerter i hele kroppen.

Jeg har to piger på 5 og 8. De kan mægtig godt lide at spille computerspil – og gerne se fjernsyn samtidig. Det kan jeg bestemt IKKE! Hverken at spille selv eller at de spiller. Det larmer nemlig frygteligt meget. Og selvom de har headset på, så gør de værste af lydene at jeg ikke kan være i rummet.

Lige nu spiller den ældste et eller andet med nogle gentagende pling-pling-lyde. Der er to lukkede døre imellem os og jeg overvejer at gå en tur i skoven, for jeg kan næsten ikke holde det ud.

Der er også butikker, jeg ikke kan være i, fordi deres musik er for høj og med gentagende lyde. Jeg går ind og vender direkte om og handler online i stedet for.

Jeg er bestemt ikke den eneste med autisme og ADHD der har det sådan. Lydsensibilitet er ganske normalt for os.

Jeg er relativt god til bortfiltrere almindelig baggrundsstøj som f.eks. i et tog eller i en restaurant – til et vist niveau! Andre kan slet ikke klare den slags støj.

Der er desværre ikke så meget at gøre ved det.

Man kan øve sig i langsomt at blive bedre og bedre til at tolerere lyde – enten ved at udsætte sig for lydene naturligt eller ved at bruge et specielt høreapparat, der udsender de lyde man har svært ved at tolerere.

Eller man kan undgå lydene. Det kan man f.eks. gøre ved at bruge et høreværn, der dæmper. Man kan bruge et passivt, der bare fjerner alt lyd eller man kan bruge et aktivt, der kun fjerner lyde indenfor forskellige frekvensområder. Et af de mest anvendte er Bose QuietComfort.

Bose QuietComfort er ganske dyre, men mange har rigtig god erfaring med dem. De fjerner baggrundsstøj, men tale trænger igennem. Min mand har et par, som han er meget glad for. Jeg har naturligvis prøvet at låne dem, men de virker ved at sende lyde ud med modsat frekvens, så de to lyde udligner hinanden. Men jeg kan altså høre modlyden og det er vældigt generende for mig.

Så jeg må klare mig med at prøve at få ungerne til at være stille (yeah – right!) eller at gå et andet sted hen. (Men jeg ønsker mig et lydisoleret rum i julegave!)

Anmeldelse: Rabalder i børnefamilien

Rabalder i børnefamilien

Rabalder i børnefamilien af Bo Hejlskov Elvén og Tina Wiman

Bo Hejlskov Elvén er psykolog og af mange kendt for hans arbejde med low arousal i forhold til børn og voksne med psykiatriske diagnoser og kriminelle. Hans nyeste bog Rabalder i børnefamilien er skrevet sammen med Tina Wiman (journalist og mor til børn med udviklingsforstyrrelser) og henvender sig til forældre til ganske almindelige børn med stærke følelser. Men jeg vil mene, at den bestemt også kan bruges af forældre til børn med forskellige diagnoser.

I bogen beskrives low arousal således:

Low arousal-tilgangen går ud på, at vi som forældre skal øge børnenes tryghed, deres følelse af medbestemmelse og selvbestemmelse; det går ikke ud på at narre dem til at adlyde.

Det lyder jo meget nemt. I praksis betyder det, at de fleste vil skulle genlære alt det de ved/føler om opdragelse. De fleste af os er vokset op med at skulle gøre som de voksne siger – at skulle adlyde. Og det er meget svært  at ændre på mange generationers indgroede vaner.

Det der gør Rabalder i børnefamilien så brugbar, er dens mange eksempler. Både eksempler på hvordan man kan undgå en konflikt, men i særdeleshed eksempler på hvad man kan gøre NÅR der er en konflikt.

Mange andre bøger fokuserer på hvordan man undgår konflikter – og det er da også klart det bedste at forebygge. Men det kan ikke undgås, at der opstår konflikter. Og det har det været meget svært for mig at finde bøger eller anden hjælp til hvad man gør, når konflikterne opstår.

Bogen her er heller ikke voldsomt uddybende, men ud fra eksempler kommer bogens forfattere ind på hvad man kunne have gjort på forskellige stadier af konflikten for at undgå at situationen tilspidses.

Men målet for os som forældre kan ikke være at få børn som Hedvig til at adlyde. Vi skal lære dem at blive gode til at bestemme selv.

Det er for mig klart den vigtigste sætning i hele bogen. Når man har en konflikt med et barn (eller en anden voksen) er det så vigtigt at huske, at man ikke kæmper for at få barnet til at adlyde og gøre som der bliver sagt, men at man skal hjælpe barnet til at finde en god løsning på konflikten. Vores job som forældre er jo ikke at opdrage et barn til blindt at adlyde og gøre hvad der bliver sagt – det er at opdrage vores barn til selv at kunne mærke efter og selv at kunne tage stilling. Og det gør man ikke ved kontrol, disciplin og dominans. Og det synes jeg bogen giver nogle gode ideer til hvordan man kan undgå.

Bogen er nemt læst – der bruges ingen fagord og eksemplerne er nogle vi alle kan forholde os til. Jeg er glad for den opsummerende afslutning på hvert kapitel – men undrer mig lidt over at det er nødvendigt at bruge så mange sider op indholdsfortegnelse og titelside til hvert enkelt kapitel. Det får bogen til at virke tykkere og mere uoverskuelig end den egentlig er.

Men jeg kan altså godt anbefale at læse den – uanset hvordan ens børn er, for konflikter har vi alle.


Bare for en god ordens skyld: Jeg har ikke fået noget som helst for at skrive det her – bogen har jeg selv lånt på biblioteket. 🙂

Bogen er udgivet af Dansk Psykologisk Forlag og har isbn-nummer 978-87-7158-426-4