Anmeldelse: Rabalder i børnefamilien

Rabalder i børnefamilien

Rabalder i børnefamilien af Bo Hejlskov Elvén og Tina Wiman

Bo Hejlskov Elvén er psykolog og af mange kendt for hans arbejde med low arousal i forhold til børn og voksne med psykiatriske diagnoser og kriminelle. Hans nyeste bog Rabalder i børnefamilien er skrevet sammen med Tina Wiman (journalist og mor til børn med udviklingsforstyrrelser) og henvender sig til forældre til ganske almindelige børn med stærke følelser. Men jeg vil mene, at den bestemt også kan bruges af forældre til børn med forskellige diagnoser.

I bogen beskrives low arousal således:

Low arousal-tilgangen går ud på, at vi som forældre skal øge børnenes tryghed, deres følelse af medbestemmelse og selvbestemmelse; det går ikke ud på at narre dem til at adlyde.

Det lyder jo meget nemt. I praksis betyder det, at de fleste vil skulle genlære alt det de ved/føler om opdragelse. De fleste af os er vokset op med at skulle gøre som de voksne siger – at skulle adlyde. Og det er meget svært  at ændre på mange generationers indgroede vaner.

Det der gør Rabalder i børnefamilien så brugbar, er dens mange eksempler. Både eksempler på hvordan man kan undgå en konflikt, men i særdeleshed eksempler på hvad man kan gøre NÅR der er en konflikt.

Mange andre bøger fokuserer på hvordan man undgår konflikter – og det er da også klart det bedste at forebygge. Men det kan ikke undgås, at der opstår konflikter. Og det har det været meget svært for mig at finde bøger eller anden hjælp til hvad man gør, når konflikterne opstår.

Bogen her er heller ikke voldsomt uddybende, men ud fra eksempler kommer bogens forfattere ind på hvad man kunne have gjort på forskellige stadier af konflikten for at undgå at situationen tilspidses.

Men målet for os som forældre kan ikke være at få børn som Hedvig til at adlyde. Vi skal lære dem at blive gode til at bestemme selv.

Det er for mig klart den vigtigste sætning i hele bogen. Når man har en konflikt med et barn (eller en anden voksen) er det så vigtigt at huske, at man ikke kæmper for at få barnet til at adlyde og gøre som der bliver sagt, men at man skal hjælpe barnet til at finde en god løsning på konflikten. Vores job som forældre er jo ikke at opdrage et barn til blindt at adlyde og gøre hvad der bliver sagt – det er at opdrage vores barn til selv at kunne mærke efter og selv at kunne tage stilling. Og det gør man ikke ved kontrol, disciplin og dominans. Og det synes jeg bogen giver nogle gode ideer til hvordan man kan undgå.

Bogen er nemt læst – der bruges ingen fagord og eksemplerne er nogle vi alle kan forholde os til. Jeg er glad for den opsummerende afslutning på hvert kapitel – men undrer mig lidt over at det er nødvendigt at bruge så mange sider op indholdsfortegnelse og titelside til hvert enkelt kapitel. Det får bogen til at virke tykkere og mere uoverskuelig end den egentlig er.

Men jeg kan altså godt anbefale at læse den – uanset hvordan ens børn er, for konflikter har vi alle.


Bare for en god ordens skyld: Jeg har ikke fået noget som helst for at skrive det her – bogen har jeg selv lånt på biblioteket. 🙂

Bogen er udgivet af Dansk Psykologisk Forlag og har isbn-nummer 978-87-7158-426-4

Er man autist eller har man autisme?

Er man autist eller har man autisme? Det er der meget delte meninger og stærke følelser om.

Jeg er autist. For mig er autismen en integreret del af hvem jeg er – uden autismen ville jeg ikke være mig. Og når jeg omtaler mig selv som autist er det også naturligt for pigerne at gøre det, både om mig og om dem selv.

Andre føler, at det at omtale et menneske med autisme som en autist svarer til at definere mennesket som en diagnose og ikke et helt menneske – at det stigmatiserer mennesket, så man ikke ser mennesket bag diagnosen.

Min erfaring siger mig, at det typisk er forældre til børn med autisme, der har et problem med at deres børn bliver omtalt som autister. Muligvis fordi de er bange for at andre ikke ser hele barnet, men ser sig blind på barnets diagnose. Muligvis fordi de ikke ønsker at autismen skal blive en del af barnets identitet. Muligvis fordi de håber på at barnet kan helbredes for autismen.

Jeg har lidt svært ved at sætte mig ind i det (men nu er jeg jo også autist :)), for jeg synes netop at autismen er en betydelige del af min identitet. Jeg kan ikke skille autismen ud fra alt det andet der gør, at jeg er mig.

Men helt generelt synes jeg det bedste man kan gøre, er at spørge. På den måde kommer man ikke til at træde nogen over tæerne.

Skal – skal ikke?

Jeg har overvejet meget og længe. For og imod. Men nu blev det altså.

Jeg vil skrive lidt om at være autist, at have ADHD og at have børn med autisme.

Specielt det der med børnene har afholdt mig længe. For jeg vil ikke udstille dem – og jeg synes principielt set at børn selv skal have et valg i forhold til hvilke oplysninger de ønsker offentlige. Lige nu hvor de er 5 og 8 gør det måske ikke den helt store forskel for dem. Men på et tidspunkt bliver de teenagere og så kan det godt være, at det er lidt trælst at kammeraterne kan læse mors beretninger om deres barndom på nettet. Og måske endnu værre når de engang skal have et arbejde eller en livsforsikring. Internettet glemmer jo som bekendt aldrig.

Men nu har jeg altså endelig besluttet, at der er så meget, jeg gerne vil sige, at jeg gør det. Jeg har efterhånden en del viden og erfaring, som jeg gerne vil give videre – for slet ikke at snakke om en masse meninger og holdninger, som jeg nok heller ikke kan lade være med at skrive om, hvis jeg kender mig selv ret.

Jeg håber, at der er nogen der kan få gavn af den viden jeg har og den erfaring, jeg efterhånden – ofte på den hårde måde – har fået.