Høj intelligens er ikke altid lykken

mensanerJeg er ved at læse bogen mensaner.dk, hvor Joan først skriver lidt om hvad Mensa og intelligens er – og bagefter har skrevet hendes interviews med ti meget forskellige medlemmer af Mensa.

Mens jeg sad og læste fik jeg mange aha-oplevelser – for lige præcist sådan har jeg jo også haft det.

F.eks. den her:

Jeg lærte tidligt at klare mig godt uden at lave ret meget. Det ramte mig da jeg startede på universitet, for da havde jeg fået en dårlig vane med ikke at lave mine ting. Fordi jeg kunne klare mig uden. Jeg havde en ret dårlig arbejdsmoral. Det er vist en meget typisk ting…

Carsten Eriksen

Det er jo lige mig! Men hvor mange højtbegavede alligevel kan tage sig sammen til at gøre noget, så har mit kaos i hovedet gjort det ret svært for mig. Nu i en alder af 38 år kan jeg stadigvæk ikke. Jeg kan ikke bare sætte mig ned for at læse en fagbog – uanset hvor spændende den er. For så snart jeg skal koncentrere mig en smule, så er min hjerne som en cocker spaniel på speed.

Jeg tror nogle gange, at min intelligens har været en hæmsko for mig i skoletiden. Når man nu godt kan følge med fagligt, uden at røre en finger, så bliver de andre problemer måske ikke så nemt opdaget. Og i stedet for at få hjælp til at tackle de underliggende problemer, så har jeg bare fået nogle ekstrasider eller siddet med en bog.

Eller denne her:

Altså, alle mennesker er selvfølgelig følsomme overfor kritik, men når man også har den mentale kapacitet til at gennemanalysere det 1000 gange, så gør det det måske heller ikke lettere.

Ina Rosdal Lauridsen

Jeg er i forvejen ekstremt usikker på det sociale område og er derfor meget nervøs, når jeg skal være eller har været sammen med andre mennesker. Og lige præcist det her med at gennemanalysere alting – og i hvert fald alt der på nogen måde kan opfattes som en kritik – det er jeg meget slem til at gøre. Jeg er sikker på at det forværrer mine problemer, men jeg kan ikke lade være.

I nogle sammenhænge er en høj intelligens naturligvis en fordel. F.eks. har jeg kunnet lære mange af de sociale spilleregler udenad – dem som andre børn har lært intuitivt, men som jeg har været nødt til at indlære systematisk. Og så er livet som forælder til børn med funktionsnedsættelser bare nemmere, når man kan sætte sig ind i lovgivning osv. selv.

Men jeg kan ikke lade være med at tænke på hvordan mit liv ville have været, hvis ikke jeg havde haft autisme og ADHD – eller hvis det var blevet opdaget tidligere. Jeg har snakket med masser af psykologer og psykiatere, der kunne have opdaget det – men jeg har sat en facade op, der skjulte mine problemer. Jeg ved jo godt hvordan man bør være – så det er det jeg har vist. Jeg har villet være i kontrol og har ikke villet vise hvordan jeg havde det. Og sådan har jeg det stadigvæk. Jeg er ikke engang helt sikker på at jeg selv ved hvem jeg er.

At læse Joans bog har bragt mange tanker frem – specielt interviewet med Julie Schmidt Matthiesen, som ligefrem fik tårerne til at løbe – men jeg synes bogens sidste afsnit opsummerer det ganske fint:

En god rollemodel er én der er glad for sig selv. Tilfreds med det hun er: “Jeg er god.” Det er vigtigt at give videre, ikke? – At man har værdi bare ved at være.

Tine Ditmar Unnerup

Og der er jeg slet ikke. Jeg håber at komme der til engang – både for min skyld og for mine børns skyld. Lige nu er jeg ikke den jeg gerne vil være. Om jeg så skal ændre mig for at blive det – eller om jeg skal ændre min opfattelse af hvem jeg gerne vil være – det ved jeg ikke.

Lydsensitiv

Lige nu sidder jeg i læseværelset – det rum i huset, der er længst væk fra stuen. Det er her der er mest stille – lige bortset fra hunden, der snorker.

Jeg er lydsensitiv. Det betyder for mig, at lyde kan være et kæmpe problem. Nogle lyde er værre end andre og nogle dage kan jeg holde til mere end andre dag.

Meget højfrekvente lyde (f.eks. bippet fra en røgalarm) eller lavfrekvent rumlen (f.eks. rumlen fra en gummiged på larvefødder) kan være helt frygteligt. De højfrekvente lyde får mit hoved til at føles som om det eksploderer. De lavfrekvente lyde føles som smerter i hele kroppen.

Jeg har to piger på 5 og 8. De kan mægtig godt lide at spille computerspil – og gerne se fjernsyn samtidig. Det kan jeg bestemt IKKE! Hverken at spille selv eller at de spiller. Det larmer nemlig frygteligt meget. Og selvom de har headset på, så gør de værste af lydene at jeg ikke kan være i rummet.

Lige nu spiller den ældste et eller andet med nogle gentagende pling-pling-lyde. Der er to lukkede døre imellem os og jeg overvejer at gå en tur i skoven, for jeg kan næsten ikke holde det ud.

Der er også butikker, jeg ikke kan være i, fordi deres musik er for høj og med gentagende lyde. Jeg går ind og vender direkte om og handler online i stedet for.

Jeg er bestemt ikke den eneste med autisme og ADHD der har det sådan. Lydsensibilitet er ganske normalt for os.

Jeg er relativt god til bortfiltrere almindelig baggrundsstøj som f.eks. i et tog eller i en restaurant – til et vist niveau! Andre kan slet ikke klare den slags støj.

Der er desværre ikke så meget at gøre ved det.

Man kan øve sig i langsomt at blive bedre og bedre til at tolerere lyde – enten ved at udsætte sig for lydene naturligt eller ved at bruge et specielt høreapparat, der udsender de lyde man har svært ved at tolerere.

Eller man kan undgå lydene. Det kan man f.eks. gøre ved at bruge et høreværn, der dæmper. Man kan bruge et passivt, der bare fjerner alt lyd eller man kan bruge et aktivt, der kun fjerner lyde indenfor forskellige frekvensområder. Et af de mest anvendte er Bose QuietComfort.

Bose QuietComfort er ganske dyre, men mange har rigtig god erfaring med dem. De fjerner baggrundsstøj, men tale trænger igennem. Min mand har et par, som han er meget glad for. Jeg har naturligvis prøvet at låne dem, men de virker ved at sende lyde ud med modsat frekvens, så de to lyde udligner hinanden. Men jeg kan altså høre modlyden og det er vældigt generende for mig.

Så jeg må klare mig med at prøve at få ungerne til at være stille (yeah – right!) eller at gå et andet sted hen. (Men jeg ønsker mig et lydisoleret rum i julegave!)

Anmeldelse: Rabalder i børnefamilien

Rabalder i børnefamilien

Rabalder i børnefamilien af Bo Hejlskov Elvén og Tina Wiman

Bo Hejlskov Elvén er psykolog og af mange kendt for hans arbejde med low arousal i forhold til børn og voksne med psykiatriske diagnoser og kriminelle. Hans nyeste bog Rabalder i børnefamilien er skrevet sammen med Tina Wiman (journalist og mor til børn med udviklingsforstyrrelser) og henvender sig til forældre til ganske almindelige børn med stærke følelser. Men jeg vil mene, at den bestemt også kan bruges af forældre til børn med forskellige diagnoser.

I bogen beskrives low arousal således:

Low arousal-tilgangen går ud på, at vi som forældre skal øge børnenes tryghed, deres følelse af medbestemmelse og selvbestemmelse; det går ikke ud på at narre dem til at adlyde.

Det lyder jo meget nemt. I praksis betyder det, at de fleste vil skulle genlære alt det de ved/føler om opdragelse. De fleste af os er vokset op med at skulle gøre som de voksne siger – at skulle adlyde. Og det er meget svært  at ændre på mange generationers indgroede vaner.

Det der gør Rabalder i børnefamilien så brugbar, er dens mange eksempler. Både eksempler på hvordan man kan undgå en konflikt, men i særdeleshed eksempler på hvad man kan gøre NÅR der er en konflikt.

Mange andre bøger fokuserer på hvordan man undgår konflikter – og det er da også klart det bedste at forebygge. Men det kan ikke undgås, at der opstår konflikter. Og det har det været meget svært for mig at finde bøger eller anden hjælp til hvad man gør, når konflikterne opstår.

Bogen her er heller ikke voldsomt uddybende, men ud fra eksempler kommer bogens forfattere ind på hvad man kunne have gjort på forskellige stadier af konflikten for at undgå at situationen tilspidses.

Men målet for os som forældre kan ikke være at få børn som Hedvig til at adlyde. Vi skal lære dem at blive gode til at bestemme selv.

Det er for mig klart den vigtigste sætning i hele bogen. Når man har en konflikt med et barn (eller en anden voksen) er det så vigtigt at huske, at man ikke kæmper for at få barnet til at adlyde og gøre som der bliver sagt, men at man skal hjælpe barnet til at finde en god løsning på konflikten. Vores job som forældre er jo ikke at opdrage et barn til blindt at adlyde og gøre hvad der bliver sagt – det er at opdrage vores barn til selv at kunne mærke efter og selv at kunne tage stilling. Og det gør man ikke ved kontrol, disciplin og dominans. Og det synes jeg bogen giver nogle gode ideer til hvordan man kan undgå.

Bogen er nemt læst – der bruges ingen fagord og eksemplerne er nogle vi alle kan forholde os til. Jeg er glad for den opsummerende afslutning på hvert kapitel – men undrer mig lidt over at det er nødvendigt at bruge så mange sider op indholdsfortegnelse og titelside til hvert enkelt kapitel. Det får bogen til at virke tykkere og mere uoverskuelig end den egentlig er.

Men jeg kan altså godt anbefale at læse den – uanset hvordan ens børn er, for konflikter har vi alle.


Bare for en god ordens skyld: Jeg har ikke fået noget som helst for at skrive det her – bogen har jeg selv lånt på biblioteket. 🙂

Bogen er udgivet af Dansk Psykologisk Forlag og har isbn-nummer 978-87-7158-426-4