Høj intelligens er ikke altid lykken

mensanerJeg er ved at læse bogen mensaner.dk, hvor Joan først skriver lidt om hvad Mensa og intelligens er – og bagefter har skrevet hendes interviews med ti meget forskellige medlemmer af Mensa.

Mens jeg sad og læste fik jeg mange aha-oplevelser – for lige præcist sådan har jeg jo også haft det.

F.eks. den her:

Jeg lærte tidligt at klare mig godt uden at lave ret meget. Det ramte mig da jeg startede på universitet, for da havde jeg fået en dårlig vane med ikke at lave mine ting. Fordi jeg kunne klare mig uden. Jeg havde en ret dårlig arbejdsmoral. Det er vist en meget typisk ting…

Carsten Eriksen

Det er jo lige mig! Men hvor mange højtbegavede alligevel kan tage sig sammen til at gøre noget, så har mit kaos i hovedet gjort det ret svært for mig. Nu i en alder af 38 år kan jeg stadigvæk ikke. Jeg kan ikke bare sætte mig ned for at læse en fagbog – uanset hvor spændende den er. For så snart jeg skal koncentrere mig en smule, så er min hjerne som en cocker spaniel på speed.

Jeg tror nogle gange, at min intelligens har været en hæmsko for mig i skoletiden. Når man nu godt kan følge med fagligt, uden at røre en finger, så bliver de andre problemer måske ikke så nemt opdaget. Og i stedet for at få hjælp til at tackle de underliggende problemer, så har jeg bare fået nogle ekstrasider eller siddet med en bog.

Eller denne her:

Altså, alle mennesker er selvfølgelig følsomme overfor kritik, men når man også har den mentale kapacitet til at gennemanalysere det 1000 gange, så gør det det måske heller ikke lettere.

Ina Rosdal Lauridsen

Jeg er i forvejen ekstremt usikker på det sociale område og er derfor meget nervøs, når jeg skal være eller har været sammen med andre mennesker. Og lige præcist det her med at gennemanalysere alting – og i hvert fald alt der på nogen måde kan opfattes som en kritik – det er jeg meget slem til at gøre. Jeg er sikker på at det forværrer mine problemer, men jeg kan ikke lade være.

I nogle sammenhænge er en høj intelligens naturligvis en fordel. F.eks. har jeg kunnet lære mange af de sociale spilleregler udenad – dem som andre børn har lært intuitivt, men som jeg har været nødt til at indlære systematisk. Og så er livet som forælder til børn med funktionsnedsættelser bare nemmere, når man kan sætte sig ind i lovgivning osv. selv.

Men jeg kan ikke lade være med at tænke på hvordan mit liv ville have været, hvis ikke jeg havde haft autisme og ADHD – eller hvis det var blevet opdaget tidligere. Jeg har snakket med masser af psykologer og psykiatere, der kunne have opdaget det – men jeg har sat en facade op, der skjulte mine problemer. Jeg ved jo godt hvordan man bør være – så det er det jeg har vist. Jeg har villet være i kontrol og har ikke villet vise hvordan jeg havde det. Og sådan har jeg det stadigvæk. Jeg er ikke engang helt sikker på at jeg selv ved hvem jeg er.

At læse Joans bog har bragt mange tanker frem – specielt interviewet med Julie Schmidt Matthiesen, som ligefrem fik tårerne til at løbe – men jeg synes bogens sidste afsnit opsummerer det ganske fint:

En god rollemodel er én der er glad for sig selv. Tilfreds med det hun er: “Jeg er god.” Det er vigtigt at give videre, ikke? – At man har værdi bare ved at være.

Tine Ditmar Unnerup

Og der er jeg slet ikke. Jeg håber at komme der til engang – både for min skyld og for mine børns skyld. Lige nu er jeg ikke den jeg gerne vil være. Om jeg så skal ændre mig for at blive det – eller om jeg skal ændre min opfattelse af hvem jeg gerne vil være – det ved jeg ikke.

Kvinder er fra Venus…

prismatic-low-poly-female-symbolMænd og kvinder er forskellige – også ud over de indlysende fysiske forskelle. Og autisme viser sig også ofte forskelligt hos piger/kvinder og drenge/mænd.

Det betyder desværre, at autisme ofte overses hos piger/kvinder, da vi ikke viser vores problemer så tydeligt som drengene/mændene. Det er ikke fordi de ikke er der – men fordi vi er bedre til at skjule dem og adaptere en neurotypisk væremåde ud ad til. Det koster så til gengæld ind ad til, så man ser oftere at piger/kvinder har andre psykosociale problemer sammen med autismen. Det kan f.eks. være spiseforstyrrelser, OCD, angst, Tourette – og ofte er det de problemer, som giver anledning til kontakt med PPR1/psykiatrien, hvor man så nogle gange finder ud af at det faktisk er en autismespektrumforstyrrelse, der ligger bag. Men det kræver, at man i psykiatrien faktisk formår at kigge udenom det åbenlyst indlysende – og det er der desværre ikke altid ressourcer til i dag. (Hør evt. P1 Debat fra 27. oktober 2016, hvor lige præcist dette problem bliver drøftet.)

Piger/kvinder bliver generelt senere udredte end drenge/mænd – og det betyder desværre, at der går længere tid inden de får de hjælp og støtte, de har behov for. I mit tilfælde blev jeg 35 år inden der blev sat ord på hvorfor jeg ikke var som alle de andre. Nogle gange kunne jeg godt tænke mig at vide, hvordan det hele havde været, hvis det var blevet opdaget tidligere. Men i kraft af min intelligens har jeg været i stand til at skjule det godt – så måske har jeg også selv skullet være klar til at vise det sande jeg. Men jeg er meget glad for at Ellens og Karens autisme er blevet opdaget så tidligt, fordi det giver os mulighed for at hjælpe dem bedst muligt.

Nå, men det jeg egentlig prøvede at nå frem til, er at Landsforeningen Autisme har lavet en folder om netop kvinder og autisme. Den fortæller lidt om hvordan det er at være kvinde med autisme – og også lidt om hvad man kan gøre for at hjælpe kvinder med autisme, f.eks. i sociale situationer. Det er dog vigtigt at huske, at vi alle sammen er forskellige, selvom vi alle er på autismespektret, så spørg hellere en gang for meget, hvis der er noget du er nysgerrig efter at vide mere om!

Læs folderen her: Autistiske Kvinder – Du kan da bare tage dig sammen…

Læg mærke til, at du kan indtaste din mailadresse her oppe til højre – så får du en mail, når der er nyt på bloggen.


1: Pædagogisk-Psykologisk Rådgivning i kommunerne.

Støt familier, der drømmer om ganske almindelige problemer

Det er Familier med kræftramte børns nyeste kampagne.

Støt familier, der drømmer om ganske almindelige problemer

Hver eneste gang jeg ser den overskrift, så tænker jeg, at det da vil være rart kun at have ganske almindelige problemer. Og sådan tror jeg også forældre til børn med cystisk fibrose, tourettes, børnegigt, rygmarvsbrok, angst, spiseforstyrrelser, hjerteproblemer osv. har det.

Faktum er at omkring 160 børn under konfirmationsalderen får kræft hvert år i Danmark. De 130 af dem bliver helbredt – nogle dog med senfølger.1

Det er naturligvis frygteligt for hver eneste familie, der bliver ramt – ingen tvivl om det!

Men samtidig bliver der hvert år født 15 børn med cystisk fibrose2 i Danmark – gennemsnitslevealderen for mennesker med cystisk fibrose er 40 år.3 Cystisk fibrose er i den grad indgribende for hele familien. Masser af hospitalsbesøg, isolation, medicin osv. For slet ikke at snakke om at man som forælder ved, at man med alt sansynlighed kommer til at overleve sit barn.

300 børn om året bliver født med hjertefejl.4 120 børn om året får børnegigt.5 20 børn om året bliver født med rygmarvsbrok.6 Omkring 600 børn på en årgang har autisme.7

Med andre ord: Der er masser af familier, der drømmer om helt almindelige problemer. Men der er bare desværre på ingen måde så meget fokus på de familier, som der er på familier med børn med cancer.

En ting er opmærksomheden i medierne – som f.eks. TV2s massive Knæk Cancer-kampagne. Men det afspejler sig i alle forhold – på sygehusene, i forskningen og i kommunerne. På sygehusene bliver børn med andre lidelser sat til side, mens de kræftramte børn bliver inviteret med til fantastiske arrangementer8 og der bliver doneret store beløb til de kræftramte børn, men ikke til f.eks. dem med cystisk fibrose, der også tilbringer lange perioder på sygehuset.9

Det er også nemmere at få hjælp fra kommunen, hvis ens barn har cancer. Min egen teori er, at der er to dele i det. Dels er det nemmere for sagsbehandleren at forstå cancer (delvist på grund af den omfattende mediedækning) og dels er det meget sværere at sige nej til at hjælpe en familie med børn, der potentielt kan dø af deres sygdom. Med f.eks. autisme er der klart en manglende viden i kommunerne og en desværre ret stor tendens til at sige, at forældrene bare kan tage sig sammen.10

Jeg under bestemt børn med cancer og deres familier det bedste – det må være frygteligt. Men jeg er rigtig ked af at børn med cancer får så godt som alt opmærksomheden, når det kun er en brøkdel af de syge og handicappede børn (og deres familier) der også godt kunne bruge den hjælp og støtte.

Jeg ville ønske, at specielt politikere og medier også fokuserede på alle de andre familier, der drømmer om helt almindelige problemer!


1: https://www.cancer.dk/skole/viden-om-kraeft/kraeft-i-tal/boern-og-kraeft/
2: https://www.rigshospitalet.dk/afdelinger-og-klinikker/julianemarie/boerne-unge-klinikken/dansk-boernelungecenter/sygdom-og-behandling/cystisk-fibrose/Sider/Hvad-er-cystisk-fibrose.aspx
3: https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/lunger/sygdomme/oevrige-lungesygdomme/cystisk-fibrose/
4: https://www.boernehjertefonden.dk/sygdomsinformation/medfodte-hjertesygdomme/generelt-om-medf%C3%B8dte-hjertesygdomme/fakta-om-medfodte-hjertesygdomme
5: http://www.gbf.dk/ny-med-gigt/hvad-er-bornegigt/
6: http://www.ouh.dk/wm361294
7: Ca. 1% af en årgang har autisme og der fødes knap 60.000 børn om året.
8: http://bilmagasinet.dk/bil-nyheder/jason-watt-det-bliver-en-fest
9: http://jyllands-posten.dk/aarhus/ECE8914058/motorsportslegende-afleverer-stor-check-til-boerneafdelingen-paa-skejby/
10: Vi har mødte sagsbehandlere med både viden og vilje til at sætte sig ind i autisme – men desværre også den anden type.

Puslespilsbrikken

Landsforeningen Autismes logo

Mange organisationer verden over bruger puslespilsbrikken som ikon/symbol. Den danske forening, Landsforeningen Autisme, har en lidt skæv, orange puslespilsbrik som logo.

Puslespilsbrikken som symbol for autisme skulle gå tilbage til 1963 og skulle vise, at autisme er en “puzzling condition” – altså lidt af et mysterie.

Jeg har som sådan ikke noget problem med symbolet. Men jeg har et problem med at symbolet ofte bliver associeret med organisationen Autism Speaks.

Autism Speak er af den holdning, at autisme er en sygdom, der kan kureres. At autister er syge mennesker, der skal helbredes – ikke mennesker med værdi præcist som de er. Det er ikke et menneskesyn jeg på nogen måde kan acceptere.

Jo, jeg ville da ønske, at hverken jeg eller pigerne har de vanskeligheder vi har i dag. Men på den anden side – så ville vi jo ikke være os, hvis ikke vi havde det…

Autisme skal ikke kureres – det skal accepteres.