Styr på familiens sommerferieskema

Som så mange andre autister kan jeg godt lide at have et overblik – og jeg kan også godt lide regneark. 🙂

sommerferieskema

Starten af vores sommerferieskema fra sidste år

Så for et par år siden lavede jeg et regneark med hele familiens sommerferieplaner. Så nu har vi et komplet skema med hvad hvem lavede hvornår og hvad det kostede. F.eks. brugte vi 2.000 kroner mindre på forlystelser, udflugter, transport (undtagen fly) og mad udenfor huset den sommer vi var i Spanien i forhold til den sommer vi blev i Danmark.

Det er sjovt at kigge tilbage på – men det er faktisk også en god hjælp når sommerferien skal planlægges og i løbet af ferien.

Jeg har lavet det i Google Docs og her er en kopi af det uudfyldte skema for 2017. Hvis du har lyst til at lege med det, så gå op under File og vælg Make a copy, så burde du kunne lave dit eget.

Under kørsel skriver du kilometertallet og under entre, mad og parkering skriver du beløbet. Så dukker den samlede pris selv op under pris.

Og når vi så når sommerferien vil du opleve, at rækkerne skifter farve. De dage der er overstået, bliver røde og den dag det er, er grøn. Det er ikke så vigtigt, men det var sjovt at lave. 🙂

Om mad og om at spise

Det der med at spise, er for mange bare noget man gør. Mange nyder også at gå ud at spise lækker mad på en restaurant sammen med gode venner.

Men for mig kan det at spise være noget at et problem. Jeg ved at mange andre autister også har problemer med maden. Det kan være manglende sultfornemmelse – manglende mæthedsfornemmelse – ubehag eller væmmelse ved bestemte smage eller teksturer – manglende overblik.

For mig er der flere ting i det:

At få lavet maden

At få lavet maden er heller ikke ligefrem enkelt. Der skal jo både handles, forberedes, kokkereres og dækkes bord inden der kan spises. Det sætter faktisk store krav til mig og helt sikkert også mange andre autister.

Et supermarked kan være ren kaos

Et supermarked kan være ren kaos

For når jeg står i butikken kan jeg ikke noget uden en udførlig huskeliste. Og selv med den kan det nemt gå galt, hvis der er mange mennesker eller meget larm eller hvis det der står på listen pludselig er udsolgt.

Når det så er ved at være spisetid, så skal maden forberedes – og helst i den rigtige rækkefølge, så alt er klart på samme tid. Det kræver altså en del overblik og at alt er som det skal være. Det kan slå mig helt ud af den, hvis det pludselig viser sig, at de kartofler vi skulle have haft, er blevet dårlige – eller hvis den gryde, jeg skulle bruge, ikke er ren. Jeg kan også pludselig blive distraheret af et eller andet og så brænder det hele på.

Det er selvfølgelig forskelligt fra dag til dag, hvor nemt og svært det er for mig – på de gode dage kan jeg klare det hele uden de store problemer. På en dårlig dag er jeg glad for at der findes havregryn med mælk…

Når det kommer til at få handlet og lavet maden, så er det min lyd- og lugtsensitivitet, det sociale og de eksekutive funktioner, der er problemet for mig – og så nok ADHD’en i forhold til distraktioner.

Selve maden

Jeg er ikke kræsen (når jeg selv skal sige det), men der er visse ting jeg bare ikke kan spise. Ikke så meget på grund af smagen, men på grund af teksturen. F.eks. stegt lever. Jeg kan egentlig godt lide smagen, men jeg kan simpelthen ikke have det i min mund. Det føles så ubehageligt. Det samme gælder havregrød (eller i det hele taget grød bortset fra frugtgrød) – det vokser i min mund og jeg skal virkelig tvinge mig selv til at spise det. Faktisk er risengrød nok det værste – der er det både konsistensen og smagen, der er frygtelig. Risengrød er klart bedst koldt og med masser af flødeskum, vanille og hakkede mandler…

Så her er det mine sanser, der gør, at noget mad er mere acceptabelt end andet.

Hygiejne og fødevaresikkerhed

Tapas i Brihuega – en af de gange, hvor jeg tog mod til mig og spiste ude. Og hvor var det lækkert!

Jeg er hysterisk bange for at kaste op – jeg mener: Jeg kan få kvalme af at læse, at en kvinde på Sjælland kastede op for fjorten dage siden. Så jeg er voldsomt bange for at spise noget, der kan give mavebøvl. Om det så er fordi hygiejnen ikke er god nok eller fordi maden er for gammel eller om det er på grund af tilberedningen er lidt lige meget.

Det giver en del problemer, specielt når vi er ude at spise, hvor jeg ikke selv har kunnet følge madens vej gennem køkkenet. Da vi var i Spanien sidste år var der faktisk flere gange, hvor jeg ikke fik noget frokost, fordi vi spiste steder, hvor jeg bestemt ikke følte der var styr på hygiejnen! Og jeg skal virkelig tage mig sammen for at lade familien spise der.

Vi har desværre nok også alt for meget madspild her i huset, for selvom jeg godt ved, at det ikke er farligt at spise kød, der har to dage til “anvendes inden”, så smider jeg det hellere ud end at risikere noget.

Her er vi nok ovre i det med kontrollen og forudsigeligheden. Jeg har brug for at være i kontrol – både over hvad jeg spiser og over min krop. Og at kaste op er absolut ikke at være i kontrol!

Det sociale

Og så er der det sociale aspekt i maden. Her hjemme er det ikke noget problem, men så snart jeg er udenfor hjemmet, så giver det mig også problemer.

Jeg tror det er folks forventninger til mig, der er et problem. Eller måske snarere mine forestillinger om hvad andre forventer og tænker. Jeg må ikke tage for meget – vil ikke virke grådig. Jeg må ikke tage for lidt – vil ikke fornærme. Jeg må ikke spise for hurtigt – og det gør jeg desværre. Jeg må ikke spise for meget – jeg kunne jo få kvalme/blive dårlig og det er et langt større problem ude end hjemme. Alkohol og drikkevarer i almindelighed er et kapitel helt for sig selv – det kommer der et blogindlæg om senere.

Ofte ender det med at jeg tager en lille portion – og en mindre portion – og en endnu mindre portion osv. Og det ser altså også så mærkeligt ud, men jeg kan åbenbart ikke helt finde ud af at tage så det passer.

Når vi en sjælden gang spiser ude, så føler jeg mig ubehageligt tilpas. Jeg bryder mig ikke om tjenere. Ikke noget personligt mod tjenere, men jeg har det virkelig ikke godt med at der er en anden person, der skal servicere mig. Jeg føler, at det er et ulige forhold og jeg kan ikke finde ud af at navigere i det.

Og når man spiser sammen med andre, så er der nogle sociale forventninger i det: “Nu skal vi rigtig hygge os med noget lækkert mad!” Men hvad nu, hvis jeg ikke kan leve op til de forventninger? Jeg kan godt lide mad, der smager godt (og kan heldigvis også godt selv lave det) – men jeg er ikke god til det der med at sidde flere timer over et måltid. Jeg spiser bare og så skal jeg videre.

Og her er det så den sociale forestillingsevne, der spænder lidt ben for mig – og så nok også min manglende tålmodighed.

Det blev vist lidt rodet, det hele – men jeg håber det giver bare lidt mening. Og husk at det er forskelligt fra autist til autist!

Gode råd

Et par gode råd, nok specielt til jer der har børn med autisme:

  • Server maden “opdelt” – lad være med at blande det sammen. Det er nemmere at spise mad, man kan se hvad er. Hvis du f.eks. laver salat, så sæt små skåle med hver ingrediens på bordet i stedet for at blande det hele. Nogle børn er også glade for delte tallerkener, så maden ikke rammer hinanden. (Søg på ruminddelt tallerken på Google – der er masser at
    vælge imellem.)
  • Lad være med at tvinge barnet til at spise noget det ikke har lyst til. Det kommer der ikke noget godt ud af. Det er okay at opfordre, men ingen tvang.
  • Et gængs råd mod selektivt spisende børn er at lægge lidt af det de ikke bryder sig om på tallerkenen. Det er ikke sikkert at du kan gøre det. Karen (min pige på 6 år) går mere eller mindre i panik, hvis der ligger noget på hendes tallerken, som hun ikke bryder sig om.
  • Lad barnet være med i køkkenet – men kun hvis det har lyst!
  • Hvis barnet spiser bedre af at spise alene – så lad det gøre det. Spis evt. sammen med det på værelset. Der er ikke nogen grund til at holde hårdt på at familien skal spise sammen i køkkenet, hvis det kun giver konflikter og utryghed.
  • Hvis barnet spiser alt for ensidigt, så snak med lægen eller sundhedsplejersken om at give en vitaminpille.
  • Og lad nu være med at ændre barnets kost radikalt, fordi du har læst at en eller anden kendt har kureret sit barn for autisme ved kun at servere skovsyreskud plukket af en rødhåret jomfru ved nymåne (eller at droppe alt laktose, sukker, gluten osv. – alt respekt for folk med egentlige intolerancer/allergier, der er konstateret af en læge – men det er altså ikke noget man skal begynde at eksperimentere med selv!)

Hvem har egentlig et problem?

Tilbage i september skrev jeg en anmeldelse af Rabalder i børnefamilien og fremhævede et citat:

Low arousal-tilgangen går ud på, at vi som forældre skal øge børnenes tryghed, deres følelse af medbestemmelse og selvbestemmelse; det går ikke ud på at narre dem til at adlyde.

Det citat skulle jeg nok have husket lidt bedre på i går!

Om tirsdagen plejer Ellen at være på Egehøj (aflastningsinstitution). Men hun har det meget svært for tiden og var også på Egehøj i weekenden, så for at give hende lidt ro, så blev hun hjemme tirsdag. Det betød så, at alting var anderledes for mig – og det er ikke så godt, når man har brug for forudsigelighed.

Om tirsdagen plejer jeg også at hente Karen tidligere i fritteren, fordi hun skal til spejder klokken 17 – og så har hun lige brug for at få lidt at spise og slappe af hjemme inden hun skal afsted igen.

Ellen og Kaylee (hunden) kan ikke helt være alene hjemme sammen, så jeg tog Kaylee med på skolen, bandt hende ved biblioteket og gik hen til fritteren for at hente Karen. Hun legede ude i sandkassen – en enorm en – 14,5* meter i diameter! De var fire børn, der gravede dybe huller, en enkelt gang mellem to huller (ikke så stor, at de kunne kravle igennem – jeg tjekkede!) og legede superman ved at hoppe ned i hullerne. De hyggede sig gevaldigt.

Jeg sagde hej til en meget glad Karen og gik ind på skolen for at hente alle hendes ting. Jeg fik lige snakket med de voksne og kigget i hendes kasse for at se hvad de arbejder med for tiden. Og så gik jeg ud til hende igen.

De legede stadigvæk rigtig godt. Jeg ventede lidt og grinede sammen med dem, når de kom løbende og sprang ned i hullerne – de havde det bare sjovt! Men jeg ville gerne til at komme hjem. Kaylee stod oppe ved biblioteket og ventede. Ellen sad alene hjemme. Og jeg vidste, at Karen havde brug for lidt rolig tid hjemme inden hun skulle til spejder.

Så jeg sagde til Karen, at nu skulle vi til at komme op efter Kaylee og komme hjemad. Hun reagerede ikke. Nogle gange er jeg i tvivl om hvorvidt hun overhovedet hører mig eller om hun ignorerer mig. Men jeg tror faktisk hendes hjerne er så optaget af det hun laver, at hun måske nok kan høre mig, men hjernen registrerer det lige så lidt, som den solsort der sidder henne på taget af legehuset.

Men da jeg havde haft kontakt med hende et par gange og vi havde aftalt, at nu hoppede hun to gange mere og hun stadigvæk ikke kom – men faktisk begyndte at smide sand efter mig, så blev jeg sur.

Jeg sagde, at nu ville jeg hente Kaylee og gå hjem – og så gik jeg. Karen sagde bare okay og godt og legede videre.

Jeg hentede Kaylee og gik forbi igen og vinkede til hende. På det tidspunkt var jeg ikke i stand til at tænke helt klart. For havde jeg kunnet det, så havde jeg jo aldrig reageret på den måde. Men jeg gik videre – ud forbi hækken, hvor hun ikke kunne se mig. Jeg forventede, at hun ville komme løbende efter mig. Men det gjorde hun ikke. Jeg gik frem og tilbage lidt og gik hen for at se efter hende – hun var stadig i sandkassen.

Jeg fik det dårligere og dårligere – for hvad pokker er det for en mor, der bare går fra sit barn? Men alligevel var jeg så flov over min reaktion – og ville ikke tabe kampen, at jeg desværre ikke gik tilbage til hende. Jeg ventede til Kåre kom gående hjem fra arbejde og fik kaldt ham hen til mig og fik ham til at hente hende, mens jeg gik hjem med Kaylee.

Imens havde hun været inde i fritteren og bedt en af de voksne ringe til mig. Dygtig pige! Jeg havde godt nok hele tiden stået, så jeg kunne se hende, hvis hun gik udenfor skolens område, så hun var ikke kommet ud på vejen uden jeg havde været der. Men alligevel – hvor var hun god!

Da hun kom hjem sammen med Kåre var hun meget ked af det og savnede mig. Og det kan jeg godt nok godt forstå! Jeg kom ud til hende med det samme og sad med hende, trøstede hende og undskyldte. Jeg fortalte hende, at det slet, slet ikke var i orden sådan som jeg havde opført mig. Jeg satte mig ind på værelset med hende og vi var sammen indtil hun skulle til spejder.

Til spejder havde hun det naturligvis svært med at Kåre skulle gå. Hun har generelt et problem med at vi går fra hende – og så hjælper det virkelig ikke at hendes mor, som burde være hendes trygge midtpunkt, bare forlader hende på den måde, fordi hun ikke kan få sin vilje!

For hvem var det egentlig der havde et problem? Karen? Nej, hun hyggede sig og havde det sjovt. Mig? Ja, jeg ville hjem og Karen ville ikke gøre som jeg ville. Så det var mig, der havde problemet og mig, der burde have fundet en metode til at løse mit problem. Og det er på ingen måde en løsning at svigte et barn, der har brug for en og stoler på en!

Måske jeg bare skulle have sat mig ned og ventet til hun var klar til at gå med hjem? Det er jo ikke altid det kan lade sig gøre, men hvad var der egentlig sket ved det? Kaylee havde måtte sidde ved biblioteket 5-10 minutter længere – men det kan hun sagtens. Ellen havde været alene hjemme 5-10 minutter længere – men det kan hun sagtens. Jeg havde måtte sidde og kigge på at min datter hyggede sig 5-10 minutter længere – og det burde jeg have gjort!

Det er bare ofte meget svært for mig at ændre mine planer uden forberedelsestid. I mit hoved skulle vi hjem – ikke vente 5-10 minutter på at hun blev klar. Og selvom jeg bliver bedre og bedre, så var jeg desværre ikke i stand til at få ændret mine planer/forestillinger om hvad der skulle ske.

Men det var mit problem! Desværre var det Karen, der blev den store taber. Hun har mistet noget af tilliden til mig og jeg kommer til at bruge lang tid på at bygge den tillid op igen.

I morges så jeg konsekvensen af mine handlinger. Da Karen skulle afleveres på skolen, måtte jeg ikke gå fra hende. Hun klamrede og græd og var meget ulykkelig. Det hjælper naturligvis heller ikke, at hun skal på Egehøj i dag og først ser mig igen i morgen. Det tog ca. 25 minutter at aflevere hende, men takket være en rigtig god AKT-pædagog, så var det en glad Karen jeg gik fra. Men hvor er det frygteligt at vide, at den reaktion skyldes et svigt fra min side!

Egentlig skal jeg til et møde torsdag aften og Kåre skulle putte dem begge to. Men jeg har valgt at komme for sent til mit møde, så jeg selv kan putte Karen som jeg plejer. Hun skal opleve at jeg er der for hende – ikke at jeg svigter hende igen!


*
Et godt eksempel på manglende impulsstyring. Tænkte på sandkassen og at det skulle fremgå, at det ikke bare var sådan en lille 80 gange 80 cm – og straks måtte jeg åbne Google Earth for at få målt hvor stor den egentlig er. N56 23.270 E009 47.270, hvis nogen vil se. Og der er så et eksempel på at nogle tal bare er pænere end andre. Jeg ville jo helst vælge koordinatet i MIDTEN af sandkassen (N56 23.271 E009 47.270) – det er pænest, når den er cirkelformet. Men når jeg nu kunne få to sekund-angivelser, der er ens, så er det altså pænere. Og der kommer impulsstyringen så ind igen med endnu et sidespring… Nå, tilbage til det jeg egentlig ville fortælle om!

Ferie i en familie med autisme

Vores hus i Calgary

Vores hus i Calgary

Det der med ferier kan være svært, når man har en familie hvor flere har særlige behov. Mange – både børn og voksne – med autisme har det faktisk ofte bedre i hverdagen, hvor rutinerne og strukturen er som den plejer. Men ferierne er der jo og så er det bare med at få det bedste ud af dem.

Før vi fik børn tog vi ofte bare bilen og kørte sydpå med et vandrerhjemskort i pungen. Det har vi haft mange gode oplevelser med. Men det er lidt sværere med børn.

img_1847Mountain goat i Rocky Mountains

Mountain goat i Rocky Mountains

Så tilbage i 2012 fik jeg den ide, at det måske kunne være spændende at bytte hus med en anden familie. Jeg fik lokket manden med på ideen og jeg havde håbet lidt på en uge i Alperne – jeg har altid elsket bjerge. Men så kom der et bytteforslag fra en familie med jævnaldrende børn – 3-4 uger i Calgary i Canada. No way, tænkte jeg, vi skal IKKE til Canada med to små børn (2½ og 5 år i sommerferien) og slet ikke første gang og SLET IKKE 3-4 uger!

Men jo mere vi tænkte over det, jo mere tændte blev vi faktisk på ideen og vi sagde ja tak. Det var helt klart en af de gode beslutninger vi har taget, for vi havde en helt fantastisk ferie i Canada!

img_0588-001Legehus i Calgary

Legehus i Calgary

Siden har vi byttet med familier i Sverige (fem dage), Holland (tre uger) og Spanien (knap tre uger). Vi kørte selv til Sverige og Holland, men vi fløj til Canada og Spanien og byttede også bil med de familier vi byttede hus med.

Der er rigtig mange fordele ved at bytte hus – og naturligvis også nogle ulemper. Men fordelene opvejer klart ulemperne for os, så vi gør det naturligvis igen til sommer!

Jeg synes en af de største fordele er, at man bor i et rigtigt hjem. Vi har boet i huse, hvor ungerne har kunnet have hver sit værelse, som de har kunnet trække sig tilbage til, når de har haft brug for det. Der har været legetøj og fjernsyn osv. Jeg har haft et ordentligt køkken at lave mad i og med de ting man nu har brug for – måske ikke altid lige det man ville finde i et dansk køkkenskab, men det er jo også en del af charmen. 🙂 På et hotel, i en ferielejlighed eller et lejet sommerhus vil der typisk ikke være noget som helst andet end det man selv tager med og ikke altid et værelse til hvert barn og nogle skal måske endda sove i stuen. Men i et rigtig hjem er der plads til alle – også når man har brug for at være alene.

Vores kanin i Spanien

Vores kanin i Spanien

Og så synes jeg det er skønt at have kontakt til nogen der ved noget om området. Man får nogle oplevelser, som man ellers ikke ville have haft! I Canada blev vi inviteret med til sammenskudsgilde på vejen og i Spanien var vi med til grillfest med familie og venner – det er altså sådan noget man ikke oplever på en charterrejse! Når man snakker med naboer osv. får man også ideer til hvad der kan være spændende at besøge. Man kommer bare lidt tættere på den kultur man besøger.

Vores erfaring er, at man gerne skal bytte for lidt længere tid end bare en uge. Man skal lige nå at føle sig hjemme og det er altså også virkelig rart at kunne have nogle dage, hvor man bare ikke gør noget som helst. Men har man kun en uge, så skal man næsten nå noget alle dagene for ikke at “spilde” tiden. Hvis man tager på charterrejse, så koster det jo mere for hver enkelt dag. Men når man bytter hus, så er det faktisk billigere jo længere tid man rejser.

Muslinger i Holland

Muslinger i Holland

Boligbytte er en billig ferieform. Transporten koster naturligvis noget, men det er det samme uanset om man er afsted to eller tyve dage. Men leveomkostningerne vil typisk være lavere når man forlader Danmark. Med mindre altså man tager til Schweiz, Norge, Island eller visse lande i Mellemøsten. 🙂 Jeg har regnet på vores ferier og ingen af dem har kostet mere end transporten, for man skal jo også spise og opleve noget i ferien hvis man bliver hjemme.

Ulemperne er, at man jo altså skal have gjort sit eget hus eller lejlighed klar til at bytte. Hvis man er udprægede ordensmennesker, så er det måske bare at flytte arvesmykkerne – men hvis man er ligesom os, så tager det altså lige noget tid at få klar – f.eks. er det altså ikke hver uge, der bliver vasket af i alle køkkenskabe her i huset… Det er meget forskelligt hvad vi har set i de huse vi har boet i, men vi prøver at ordne vores hus så det er i en tilstand som vi selv gerne vil komme til. Ikke at det skal være pinligt rent og med tomme hylder – en stor del af charmen er jo, at det er et hjem.

Ellen fisker i voldgraven omkring Middelburg, Holland

Ellen fisker i voldgraven omkring Middelburg, Holland

Men de oplevelser vi har haft har klart opvejet den energi og tid vi har brugt på at blive klar til et boligbytte! Vi kan varmt anbefale det – og specielt til familier med særlige behov, for det at man har god plads og kan være alene er altså virkelig vigtigt, når man er på ferie!

Vi bruger den side, der hedder HomeExchange.com, men jeg mener, der er flere andre muligheder. Jeg synes det er ret dyrt at være medlem på HomeExchange.com (950 kroner om året), men vi har været glade for det. Vi har fået nogle oplevelser vi ikke kunne have fået på nogen anden måde og hele familie er enige om at boligbytte simpelthen er ferieformen for os.


Et par råd:

Hvis I kunne være interesserede, så skriv jer op til deres nyhedsbrev. Så vidt jeg husker er der nogle gange tilbud på medlemsskaber.

Lav en god profil med masser af billeder. Hvis I ikke er så gode til engelsk, så få en til at hjælpe jer med korrekturlæsning.

Vær selv opsøgende og find huse/familier I gerne vil bytte med og kontakt dem. Start gerne omkring jul i forhold til sommerferien.

Sørg for at få alle aftaler på plads med den familie I bytter med – og allerhelst skriftligt. F.eks. havde vi talt forbi hinanden, da vi skulle til Canada, så vi kom et helt døgn før de regnede med.  Det var heldigvis ikke noget problem!

Aftal med en nabo eller familie, at de lige går over og siger velkommen – og saml brochurer osv. til dem. F.eks. bliver nogle af de mange fribilletter til Legoland ofte vel modtaget.

Udnyt deres lokalkendskab og snak med naboerne om hvad der er godt i området.


Bare lige for en god ordens skyld: Dette indlæg er ikke sponsoreret af eller på anden vis tilknyttet HomeExchange.com og jeg kan ikke anbefale dem frem for andre – det er blot den side jeg har erfaring med.

Lydsensitiv

Lige nu sidder jeg i læseværelset – det rum i huset, der er længst væk fra stuen. Det er her der er mest stille – lige bortset fra hunden, der snorker.

Jeg er lydsensitiv. Det betyder for mig, at lyde kan være et kæmpe problem. Nogle lyde er værre end andre og nogle dage kan jeg holde til mere end andre dag.

Meget højfrekvente lyde (f.eks. bippet fra en røgalarm) eller lavfrekvent rumlen (f.eks. rumlen fra en gummiged på larvefødder) kan være helt frygteligt. De højfrekvente lyde får mit hoved til at føles som om det eksploderer. De lavfrekvente lyde føles som smerter i hele kroppen.

Jeg har to piger på 5 og 8. De kan mægtig godt lide at spille computerspil – og gerne se fjernsyn samtidig. Det kan jeg bestemt IKKE! Hverken at spille selv eller at de spiller. Det larmer nemlig frygteligt meget. Og selvom de har headset på, så gør de værste af lydene at jeg ikke kan være i rummet.

Lige nu spiller den ældste et eller andet med nogle gentagende pling-pling-lyde. Der er to lukkede døre imellem os og jeg overvejer at gå en tur i skoven, for jeg kan næsten ikke holde det ud.

Der er også butikker, jeg ikke kan være i, fordi deres musik er for høj og med gentagende lyde. Jeg går ind og vender direkte om og handler online i stedet for.

Jeg er bestemt ikke den eneste med autisme og ADHD der har det sådan. Lydsensibilitet er ganske normalt for os.

Jeg er relativt god til bortfiltrere almindelig baggrundsstøj som f.eks. i et tog eller i en restaurant – til et vist niveau! Andre kan slet ikke klare den slags støj.

Der er desværre ikke så meget at gøre ved det.

Man kan øve sig i langsomt at blive bedre og bedre til at tolerere lyde – enten ved at udsætte sig for lydene naturligt eller ved at bruge et specielt høreapparat, der udsender de lyde man har svært ved at tolerere.

Eller man kan undgå lydene. Det kan man f.eks. gøre ved at bruge et høreværn, der dæmper. Man kan bruge et passivt, der bare fjerner alt lyd eller man kan bruge et aktivt, der kun fjerner lyde indenfor forskellige frekvensområder. Et af de mest anvendte er Bose QuietComfort.

Bose QuietComfort er ganske dyre, men mange har rigtig god erfaring med dem. De fjerner baggrundsstøj, men tale trænger igennem. Min mand har et par, som han er meget glad for. Jeg har naturligvis prøvet at låne dem, men de virker ved at sende lyde ud med modsat frekvens, så de to lyde udligner hinanden. Men jeg kan altså høre modlyden og det er vældigt generende for mig.

Så jeg må klare mig med at prøve at få ungerne til at være stille (yeah – right!) eller at gå et andet sted hen. (Men jeg ønsker mig et lydisoleret rum i julegave!)