Lydsensitiv

Lige nu sidder jeg i læseværelset – det rum i huset, der er længst væk fra stuen. Det er her der er mest stille – lige bortset fra hunden, der snorker.

Jeg er lydsensitiv. Det betyder for mig, at lyde kan være et kæmpe problem. Nogle lyde er værre end andre og nogle dage kan jeg holde til mere end andre dag.

Meget højfrekvente lyde (f.eks. bippet fra en røgalarm) eller lavfrekvent rumlen (f.eks. rumlen fra en gummiged på larvefødder) kan være helt frygteligt. De højfrekvente lyde får mit hoved til at føles som om det eksploderer. De lavfrekvente lyde føles som smerter i hele kroppen.

Jeg har to piger på 5 og 8. De kan mægtig godt lide at spille computerspil – og gerne se fjernsyn samtidig. Det kan jeg bestemt IKKE! Hverken at spille selv eller at de spiller. Det larmer nemlig frygteligt meget. Og selvom de har headset på, så gør de værste af lydene at jeg ikke kan være i rummet.

Lige nu spiller den ældste et eller andet med nogle gentagende pling-pling-lyde. Der er to lukkede døre imellem os og jeg overvejer at gå en tur i skoven, for jeg kan næsten ikke holde det ud.

Der er også butikker, jeg ikke kan være i, fordi deres musik er for høj og med gentagende lyde. Jeg går ind og vender direkte om og handler online i stedet for.

Jeg er bestemt ikke den eneste med autisme og ADHD der har det sådan. Lydsensibilitet er ganske normalt for os.

Jeg er relativt god til bortfiltrere almindelig baggrundsstøj som f.eks. i et tog eller i en restaurant – til et vist niveau! Andre kan slet ikke klare den slags støj.

Der er desværre ikke så meget at gøre ved det.

Man kan øve sig i langsomt at blive bedre og bedre til at tolerere lyde – enten ved at udsætte sig for lydene naturligt eller ved at bruge et specielt høreapparat, der udsender de lyde man har svært ved at tolerere.

Eller man kan undgå lydene. Det kan man f.eks. gøre ved at bruge et høreværn, der dæmper. Man kan bruge et passivt, der bare fjerner alt lyd eller man kan bruge et aktivt, der kun fjerner lyde indenfor forskellige frekvensområder. Et af de mest anvendte er Bose QuietComfort.

Bose QuietComfort er ganske dyre, men mange har rigtig god erfaring med dem. De fjerner baggrundsstøj, men tale trænger igennem. Min mand har et par, som han er meget glad for. Jeg har naturligvis prøvet at låne dem, men de virker ved at sende lyde ud med modsat frekvens, så de to lyde udligner hinanden. Men jeg kan altså høre modlyden og det er vældigt generende for mig.

Så jeg må klare mig med at prøve at få ungerne til at være stille (yeah – right!) eller at gå et andet sted hen. (Men jeg ønsker mig et lydisoleret rum i julegave!)

Kønsidentitet

Der er meget skriveri i medierne om børns kønsidentitet for tiden og jeg har hørt om flere autistiske børn med kønsidentitetsforstyrrelser. Det har gjort mig lidt nysgerrig, for når jeg tænker tilbage på min barndom, så havde jeg en periode, hvor det bedste der kunne ske for mig, var når nogle troede at jeg var en dreng.

Det har været omkring 6.-7. klasse, altså lang tid efter puberteten for mig – jeg var ikke ret gammel da jeg gik i puberteten. Jeg havde huller i ørene, men gik kun med en ring i venstre øre. Jeg havde aldrig kjoler på – bukser og t-shirts hele vejen. Hvis jeg havde haft muligheden for et juridisk kønsskifte, så tror jeg, at jeg havde gjort det.

Jeg kan ikke huske præcist hvornår det “gik over”, men formentlig i 8. klasse, da jeg fik min første rigtige kæreste. 🙂

I dag har jeg det sådan, at det da er meget nemmere at være mand, når man skal tisse i skoven, men bortset fra det, så har jeg det ganske fint med at være kvinde.

For mange unge med autisme er puberteten en frygtelig tid. Det sociale spil har altid været svært, men når man når puberteten, så begynder der pludselig at gælde nogle helt andre spilleregler, hvor rigtig mange ting er usagte. Det kan være svært nok at kommunikere når alle snakker åbent, men når halvdelen af tingene pludselig slet ikke bliver sagt, så er det da helt umuligt. Og oven i kommer så alle de hormoner, der gør at man ikke engang kan finde ud af hvem man selv er mere.

Det giver jo ganske naturligt anledning til nogle tanker om ens identitet og indlysende også til ens kønsidentitet og ens seksualitet.

Der er ikke forsket meget i det, men det lader til at der er procentvist flere børn/unge med autisme, der har “kønsidentitetsforstyrrelser” end der er hos neurotypiske.

Hos nogle går det over (som hos mig), mens andre ender med at skifte køn – enten juridisk (nu hvor det er blevet muligt) eller fysisk.

Det lader også til at der er en større andel af autister, der er homoseksuelle end hos neurotypiske.

Er det så et problem? Ja, det er vel altid et problem, når et barn eller en ung ikke føler sig godt tilpas – uanset om det er i skolen, i hjemmet eller i sin egen krop. Men heldigvis er der i samfundet en større og større accept af at ikke alle er ciskønnede og heteroseksuelle. Og der er mere viden og mere forståelse i dag, så disse børn/unge kan blive støttet til at finde ud af hvem de selv er – uanset køn og seksualitet.

Jeg er glad for at de børn/unge jeg kender til, der har en “kønsidentitetsforstyrrelse” er blevet mødt meget positivt af forstående forældre og omgivelser.

Lige nu har jeg to piger, der ganske vist siger, at de aldrig vil føde, men kun adoptere og ellers lader til at være godt tilfredse med at være piger. Men skulle det vise sig at jeg får en svigerdatter på et tidspunkt, så skal hun være velkommen. Og viser det sig, at jeg får en søn i stedet for en datter, så er jeg sikker på at det også nok skal gå. Det vil da være en omvæltning, men det er nu engang vigtigst, at man har det godt med sig selv.

 

Anmeldelse: Rabalder i børnefamilien

Rabalder i børnefamilien

Rabalder i børnefamilien af Bo Hejlskov Elvén og Tina Wiman

Bo Hejlskov Elvén er psykolog og af mange kendt for hans arbejde med low arousal i forhold til børn og voksne med psykiatriske diagnoser og kriminelle. Hans nyeste bog Rabalder i børnefamilien er skrevet sammen med Tina Wiman (journalist og mor til børn med udviklingsforstyrrelser) og henvender sig til forældre til ganske almindelige børn med stærke følelser. Men jeg vil mene, at den bestemt også kan bruges af forældre til børn med forskellige diagnoser.

I bogen beskrives low arousal således:

Low arousal-tilgangen går ud på, at vi som forældre skal øge børnenes tryghed, deres følelse af medbestemmelse og selvbestemmelse; det går ikke ud på at narre dem til at adlyde.

Det lyder jo meget nemt. I praksis betyder det, at de fleste vil skulle genlære alt det de ved/føler om opdragelse. De fleste af os er vokset op med at skulle gøre som de voksne siger – at skulle adlyde. Og det er meget svært  at ændre på mange generationers indgroede vaner.

Det der gør Rabalder i børnefamilien så brugbar, er dens mange eksempler. Både eksempler på hvordan man kan undgå en konflikt, men i særdeleshed eksempler på hvad man kan gøre NÅR der er en konflikt.

Mange andre bøger fokuserer på hvordan man undgår konflikter – og det er da også klart det bedste at forebygge. Men det kan ikke undgås, at der opstår konflikter. Og det har det været meget svært for mig at finde bøger eller anden hjælp til hvad man gør, når konflikterne opstår.

Bogen her er heller ikke voldsomt uddybende, men ud fra eksempler kommer bogens forfattere ind på hvad man kunne have gjort på forskellige stadier af konflikten for at undgå at situationen tilspidses.

Men målet for os som forældre kan ikke være at få børn som Hedvig til at adlyde. Vi skal lære dem at blive gode til at bestemme selv.

Det er for mig klart den vigtigste sætning i hele bogen. Når man har en konflikt med et barn (eller en anden voksen) er det så vigtigt at huske, at man ikke kæmper for at få barnet til at adlyde og gøre som der bliver sagt, men at man skal hjælpe barnet til at finde en god løsning på konflikten. Vores job som forældre er jo ikke at opdrage et barn til blindt at adlyde og gøre hvad der bliver sagt – det er at opdrage vores barn til selv at kunne mærke efter og selv at kunne tage stilling. Og det gør man ikke ved kontrol, disciplin og dominans. Og det synes jeg bogen giver nogle gode ideer til hvordan man kan undgå.

Bogen er nemt læst – der bruges ingen fagord og eksemplerne er nogle vi alle kan forholde os til. Jeg er glad for den opsummerende afslutning på hvert kapitel – men undrer mig lidt over at det er nødvendigt at bruge så mange sider op indholdsfortegnelse og titelside til hvert enkelt kapitel. Det får bogen til at virke tykkere og mere uoverskuelig end den egentlig er.

Men jeg kan altså godt anbefale at læse den – uanset hvordan ens børn er, for konflikter har vi alle.


Bare for en god ordens skyld: Jeg har ikke fået noget som helst for at skrive det her – bogen har jeg selv lånt på biblioteket. 🙂

Bogen er udgivet af Dansk Psykologisk Forlag og har isbn-nummer 978-87-7158-426-4

Skal – skal ikke?

Jeg har overvejet meget og længe. For og imod. Men nu blev det altså.

Jeg vil skrive lidt om at være autist, at have ADHD og at have børn med autisme.

Specielt det der med børnene har afholdt mig længe. For jeg vil ikke udstille dem – og jeg synes principielt set at børn selv skal have et valg i forhold til hvilke oplysninger de ønsker offentlige. Lige nu hvor de er 5 og 8 gør det måske ikke den helt store forskel for dem. Men på et tidspunkt bliver de teenagere og så kan det godt være, at det er lidt trælst at kammeraterne kan læse mors beretninger om deres barndom på nettet. Og måske endnu værre når de engang skal have et arbejde eller en livsforsikring. Internettet glemmer jo som bekendt aldrig.

Men nu har jeg altså endelig besluttet, at der er så meget, jeg gerne vil sige, at jeg gør det. Jeg har efterhånden en del viden og erfaring, som jeg gerne vil give videre – for slet ikke at snakke om en masse meninger og holdninger, som jeg nok heller ikke kan lade være med at skrive om, hvis jeg kender mig selv ret.

Jeg håber, at der er nogen der kan få gavn af den viden jeg har og den erfaring, jeg efterhånden – ofte på den hårde måde – har fået.