Kønsidentitet

Der er meget skriveri i medierne om børns kønsidentitet for tiden og jeg har hørt om flere autistiske børn med kønsidentitetsforstyrrelser. Det har gjort mig lidt nysgerrig, for når jeg tænker tilbage på min barndom, så havde jeg en periode, hvor det bedste der kunne ske for mig, var når nogle troede at jeg var en dreng.

Det har været omkring 6.-7. klasse, altså lang tid efter puberteten for mig – jeg var ikke ret gammel da jeg gik i puberteten. Jeg havde huller i ørene, men gik kun med en ring i venstre øre. Jeg havde aldrig kjoler på – bukser og t-shirts hele vejen. Hvis jeg havde haft muligheden for et juridisk kønsskifte, så tror jeg, at jeg havde gjort det.

Jeg kan ikke huske præcist hvornår det “gik over”, men formentlig i 8. klasse, da jeg fik min første rigtige kæreste. 🙂

I dag har jeg det sådan, at det da er meget nemmere at være mand, når man skal tisse i skoven, men bortset fra det, så har jeg det ganske fint med at være kvinde.

For mange unge med autisme er puberteten en frygtelig tid. Det sociale spil har altid været svært, men når man når puberteten, så begynder der pludselig at gælde nogle helt andre spilleregler, hvor rigtig mange ting er usagte. Det kan være svært nok at kommunikere når alle snakker åbent, men når halvdelen af tingene pludselig slet ikke bliver sagt, så er det da helt umuligt. Og oven i kommer så alle de hormoner, der gør at man ikke engang kan finde ud af hvem man selv er mere.

Det giver jo ganske naturligt anledning til nogle tanker om ens identitet og indlysende også til ens kønsidentitet og ens seksualitet.

Der er ikke forsket meget i det, men det lader til at der er procentvist flere børn/unge med autisme, der har “kønsidentitetsforstyrrelser” end der er hos neurotypiske.

Hos nogle går det over (som hos mig), mens andre ender med at skifte køn – enten juridisk (nu hvor det er blevet muligt) eller fysisk.

Det lader også til at der er en større andel af autister, der er homoseksuelle end hos neurotypiske.

Er det så et problem? Ja, det er vel altid et problem, når et barn eller en ung ikke føler sig godt tilpas – uanset om det er i skolen, i hjemmet eller i sin egen krop. Men heldigvis er der i samfundet en større og større accept af at ikke alle er ciskønnede og heteroseksuelle. Og der er mere viden og mere forståelse i dag, så disse børn/unge kan blive støttet til at finde ud af hvem de selv er – uanset køn og seksualitet.

Jeg er glad for at de børn/unge jeg kender til, der har en “kønsidentitetsforstyrrelse” er blevet mødt meget positivt af forstående forældre og omgivelser.

Lige nu har jeg to piger, der ganske vist siger, at de aldrig vil føde, men kun adoptere og ellers lader til at være godt tilfredse med at være piger. Men skulle det vise sig at jeg får en svigerdatter på et tidspunkt, så skal hun være velkommen. Og viser det sig, at jeg får en søn i stedet for en datter, så er jeg sikker på at det også nok skal gå. Det vil da være en omvæltning, men det er nu engang vigtigst, at man har det godt med sig selv.