En særdeles hård – og spændende – dag

I går var jeg i Århus. Det i sig selv er noget af en bedrift. Men jeg var virkelig langt længere uden for min comfort zone end jeg meget længe har været.

For noget tid siden så jeg, at Interacting Minds Center på Århus Universitet afholdt et symposium, hvor det nyeste forskning indenfor autisme ville blive præsenteret – velkomst og afslutning af Uta Frith! Autism@Aarhus 2017 Symposium. Det lød jo rigtig spændende og der stod, at alle var velkomne. Så jeg skrev det i kalenderen og sagde til Kåre, at han var nødt til at være hjemme for at hente Karen i fritteren.

Da vi så kom lidt tættere på opdagede jeg, at Uta Frith og Chris Frith ville holde et par talks inden – Uta om Trust, diversity and social media og Chris om The evolution of mentalising. Der stod ikke noget om hvem det var for, så jeg skrev og spurgte. Og alle var velkomne. Så det i kalenderen også.

I ugen op til begyndte nervøsiteten og usikkerheden sig så at brede sig – og med det kvalmen, diarreen, rystelserne osv. For der var jo en masse hv-spørgsmål, som ikke lige stod på de websider jeg havde fundet:

Hvordan når jeg det hele? – det ene sluttede klokken 13 og det andet starter klokken 13 –  men der er 300 meter mellem dem.

Hvor kan jeg parkere?

Hvordan finder jeg de rigtige lokaler?

Hvornår skal jeg komme? – i god tid (med risiko for small talk) eller lige inden (med risiko for at komme for sent og være tvunget til at sidde et dumt sted)

Hvor mange kommer der?

Hvor skal jeg sætte mig?

Hvilket tøj skal jeg have på?

Hvordan når jeg at få frokost?

Hvordan holder jeg til det hele? – for der var også et møde og et arrangement mandag og et klassemøde tirsdag aften.

Kan jeg overhovedet forstå noget som helst? Kender alle de andre hinanden? Er der debat? Risikerer jeg at blive spurgt om noget? Er det mon overhovedet en god ide at tage afsted? Og hvad så med hunden – skal hun være alene hjemme så længe? Måske jeg bare skulle blive hjemme…

Som I nok kan regne ud, så sov jeg ikke godt de to sidste nætter – tankerne fløj rundt!

Men jeg KOM afsted! Og jeg KLAREDE DET!

Der var mange “faldgruber” undervejs og jeg klarede det desværre ikke helt til slutningen – men jeg missede kun de sidste to oplæg og jeg KOM AFSTED – så jeg anser det bestemt helt og aldeles for en sejr!

Først og fremmest, så kom jeg for sent ud af døren, så jeg havde ligesom ikke noget valg i forhold til hvornår jeg kom. Men det gav også lidt panik, da jeg skulle finde stedet. Jeg fandt den rigtige bygning, men kunne ikke finde lokalet. Spurgte nogen på en gang, der så helt forvirrede ud. Jeg kendte lokalenummeret, men de plejede bare at kalde det for mødelokalet. Så lige et par minutter i 11 kom jeg ind i lokalet – der ikke var et auditorium, som jeg nok havde regnet med. Der var vel 20-30 mennesker og der var ingen pladser ved bordene, så jeg fandt en stol og satte mig bagerst. Der var vand og kaffe på bordene og så skulle jeg også lige finde ud af om jeg kunne tillade mig at række ind over folk for at nå et glas vand. Heldigvis var der en der rejste sig, så jeg kunne komme til at få noget at drikke. I løbet af de første 10 minutter var der mange der kom dryssende og det gav en masse uro, for der skulle findes nye stole frem til dem.

Og der var lidt spørgsmål og debat bagefter. Utas oplæg var ikke autisme-rettet, så selvom jeg havde et par spørgsmål jeg brændte efter at stille hende, så valgte jeg at lade være, da de netop var autisme-specifikke i forhold til noget af det hun havde snakket om.

Der kom en rullevogn ind med sandwiches, men jeg vidste simpelthen ikke hvem de var til og der havde ikke stået noget, så jeg valgte at gå ned for at få noget at spise på sygehuset, hvor jeg vidste, at der var en kantine i den bygning symposiet skulle være i. Heldigvis var der god tid – omkring 20 minutter.

Jeg fik købt mig en sandwich, men ville gerne lige vide hvor det var jeg skulle være henne inden jeg begyndte at spise. Så jeg fandt bygningen og gik hele vejen op på 5. sal i håbet om at finde DNC-auditoriet – men der var ikke noget. Der var godt nok et auditorium nede ved kantinen, men der stod et andet navn. Jeg var noget forvirret, men da tiden efterhånden var knap valgte jeg at kigge ind i auditoriet – og der stod Autism@Aarhus på skærmene. Så fik jeg lidt at spise og så ind for at finde en plads. Jeg sad ret langt foran, så jeg er ikke helt klar over hvor mange der var, men vel omkring 50 tror jeg.

I løbet af det første oplæg blev jeg så nysgerrig på noget, at jeg var nødt til at spørge, da der var tid til spørgsmål. Alt foregik på engelsk og normalt er jeg altså relativt god til engelsk. Men jeg fik stammet gevaldigt i det og kunne mærke, at jeg blev helt rød i hovedet og pulsen var tårnhøj. Heldigvis blev mit spørgsmål både forstået og svaret på – og ingen grinede af mig (ikke højt, i hvert fald…)

De fleste af tilhørerne til begge arrangementer var forskere eller phd-studerende. Så jeg følte mig noget udenfor i den sammenhæng. Der var ingen egentlig debat og jeg snakkede ikke med nogen, selvom jeg nu gerne ville have spurgt et par af oplægsholderne om nogle ting. Men til min store overraskelse, så havde jeg ingen problemer med at følge med – heller ikke i den faglige/mere tekniske del af oplæggene.

I pausen stod der, at der ville være forfriskninger, men der var ingenting uden for lokalet. Kantinen var egentlig lukket, så jeg fik ikke noget. Men jeg kunne se, at mange andre åbenbart havde fået fat i noget kaffe og da vi kom ind igen kunne jeg høre, at der skulle have været sat noget frem, men det var vist blevet glemt, så der stod en og betalte for alle folks kaffe i kantinen. Der var bare ikke nogen der havde sagt noget højt.

Da klokken var 15.45 kunne jeg ikke mere. Jeg havde en knusende hovedpine og jeg kunne slet ikke fokusere, så da det tredjesidste oplæg sluttede klokken 16 gik jeg. Jeg ville ellers specielt gerne have hørt det sidste oplæg, men jeg ville alligevel ikke have fået noget ud af det. På vej til bilen kom jeg i tanke om at der lå et apotek på Stjernepladsen, så ind efter en rulle Treo og et glas vand og så bare hjem!

Hjemme igen kunne jeg særdeles tydeligt mærke, at jeg havde overbrugt mig selv. Specielt da Karen var blevet puttet, for da kunne jeg endelig slappe helt af. Det var faktisk så galt, at jeg ikke rigtig kunne se på højre øje og mine tanker hang slet ikke sammen. I dag er det noget bedre, men jeg skal stadig være god ved mig selv.

Det var både et selvtillidsboost og en oplevelse at være afsted – men jeg skal godt nok huske, at der er en pris at betale, både før og efter.

Mange neurotypiske ville formentlig slet ikke have tænkt over alle de usikkerheder der var både før og på dagen. Men for mig, så er det en masse ting, der fylder mere og mere. Jeg når ikke at restituere mellem hver enkelt hændelse – f.eks. sad problemerne med at finde en parkeringsplads stadig i mig, da jeg når ind og ikke kan finde lokalet. Og da jeg så ikke ved hvordan jeg kan få noget at drikke, så bliver det blot endnu en pind på Klods-Major-tårnet. Hver enkelt lille usikkerhed øger stressniveauet og når der ikke er nok restitutionstid mellem hændelserne/usikkerhederne, så ender det med at blive så kaotisk, at hjernen nedsmelter.

Det sker for alle – problemet er blot, at jeg, og mange andre autister, har en meget lavere barriere for hvornår en usikkerhed/hændelse er for meget og har brug for en meget længere restitutionstid for at komme på normalt niveau igen.

Styr på familiens sommerferieskema

Som så mange andre autister kan jeg godt lide at have et overblik – og jeg kan også godt lide regneark. 🙂

sommerferieskema

Starten af vores sommerferieskema fra sidste år

Så for et par år siden lavede jeg et regneark med hele familiens sommerferieplaner. Så nu har vi et komplet skema med hvad hvem lavede hvornår og hvad det kostede. F.eks. brugte vi 2.000 kroner mindre på forlystelser, udflugter, transport (undtagen fly) og mad udenfor huset den sommer vi var i Spanien i forhold til den sommer vi blev i Danmark.

Det er sjovt at kigge tilbage på – men det er faktisk også en god hjælp når sommerferien skal planlægges og i løbet af ferien.

Jeg har lavet det i Google Docs og her er en kopi af det uudfyldte skema for 2017. Hvis du har lyst til at lege med det, så gå op under File og vælg Make a copy, så burde du kunne lave dit eget.

Under kørsel skriver du kilometertallet og under entre, mad og parkering skriver du beløbet. Så dukker den samlede pris selv op under pris.

Og når vi så når sommerferien vil du opleve, at rækkerne skifter farve. De dage der er overstået, bliver røde og den dag det er, er grøn. Det er ikke så vigtigt, men det var sjovt at lave. 🙂

Om mad og om at spise

Det der med at spise, er for mange bare noget man gør. Mange nyder også at gå ud at spise lækker mad på en restaurant sammen med gode venner.

Men for mig kan det at spise være noget at et problem. Jeg ved at mange andre autister også har problemer med maden. Det kan være manglende sultfornemmelse – manglende mæthedsfornemmelse – ubehag eller væmmelse ved bestemte smage eller teksturer – manglende overblik.

For mig er der flere ting i det:

At få lavet maden

At få lavet maden er heller ikke ligefrem enkelt. Der skal jo både handles, forberedes, kokkereres og dækkes bord inden der kan spises. Det sætter faktisk store krav til mig og helt sikkert også mange andre autister.

Et supermarked kan være ren kaos

Et supermarked kan være ren kaos

For når jeg står i butikken kan jeg ikke noget uden en udførlig huskeliste. Og selv med den kan det nemt gå galt, hvis der er mange mennesker eller meget larm eller hvis det der står på listen pludselig er udsolgt.

Når det så er ved at være spisetid, så skal maden forberedes – og helst i den rigtige rækkefølge, så alt er klart på samme tid. Det kræver altså en del overblik og at alt er som det skal være. Det kan slå mig helt ud af den, hvis det pludselig viser sig, at de kartofler vi skulle have haft, er blevet dårlige – eller hvis den gryde, jeg skulle bruge, ikke er ren. Jeg kan også pludselig blive distraheret af et eller andet og så brænder det hele på.

Det er selvfølgelig forskelligt fra dag til dag, hvor nemt og svært det er for mig – på de gode dage kan jeg klare det hele uden de store problemer. På en dårlig dag er jeg glad for at der findes havregryn med mælk…

Når det kommer til at få handlet og lavet maden, så er det min lyd- og lugtsensitivitet, det sociale og de eksekutive funktioner, der er problemet for mig – og så nok ADHD’en i forhold til distraktioner.

Selve maden

Jeg er ikke kræsen (når jeg selv skal sige det), men der er visse ting jeg bare ikke kan spise. Ikke så meget på grund af smagen, men på grund af teksturen. F.eks. stegt lever. Jeg kan egentlig godt lide smagen, men jeg kan simpelthen ikke have det i min mund. Det føles så ubehageligt. Det samme gælder havregrød (eller i det hele taget grød bortset fra frugtgrød) – det vokser i min mund og jeg skal virkelig tvinge mig selv til at spise det. Faktisk er risengrød nok det værste – der er det både konsistensen og smagen, der er frygtelig. Risengrød er klart bedst koldt og med masser af flødeskum, vanille og hakkede mandler…

Så her er det mine sanser, der gør, at noget mad er mere acceptabelt end andet.

Hygiejne og fødevaresikkerhed

Tapas i Brihuega – en af de gange, hvor jeg tog mod til mig og spiste ude. Og hvor var det lækkert!

Jeg er hysterisk bange for at kaste op – jeg mener: Jeg kan få kvalme af at læse, at en kvinde på Sjælland kastede op for fjorten dage siden. Så jeg er voldsomt bange for at spise noget, der kan give mavebøvl. Om det så er fordi hygiejnen ikke er god nok eller fordi maden er for gammel eller om det er på grund af tilberedningen er lidt lige meget.

Det giver en del problemer, specielt når vi er ude at spise, hvor jeg ikke selv har kunnet følge madens vej gennem køkkenet. Da vi var i Spanien sidste år var der faktisk flere gange, hvor jeg ikke fik noget frokost, fordi vi spiste steder, hvor jeg bestemt ikke følte der var styr på hygiejnen! Og jeg skal virkelig tage mig sammen for at lade familien spise der.

Vi har desværre nok også alt for meget madspild her i huset, for selvom jeg godt ved, at det ikke er farligt at spise kød, der har to dage til “anvendes inden”, så smider jeg det hellere ud end at risikere noget.

Her er vi nok ovre i det med kontrollen og forudsigeligheden. Jeg har brug for at være i kontrol – både over hvad jeg spiser og over min krop. Og at kaste op er absolut ikke at være i kontrol!

Det sociale

Og så er der det sociale aspekt i maden. Her hjemme er det ikke noget problem, men så snart jeg er udenfor hjemmet, så giver det mig også problemer.

Jeg tror det er folks forventninger til mig, der er et problem. Eller måske snarere mine forestillinger om hvad andre forventer og tænker. Jeg må ikke tage for meget – vil ikke virke grådig. Jeg må ikke tage for lidt – vil ikke fornærme. Jeg må ikke spise for hurtigt – og det gør jeg desværre. Jeg må ikke spise for meget – jeg kunne jo få kvalme/blive dårlig og det er et langt større problem ude end hjemme. Alkohol og drikkevarer i almindelighed er et kapitel helt for sig selv – det kommer der et blogindlæg om senere.

Ofte ender det med at jeg tager en lille portion – og en mindre portion – og en endnu mindre portion osv. Og det ser altså også så mærkeligt ud, men jeg kan åbenbart ikke helt finde ud af at tage så det passer.

Når vi en sjælden gang spiser ude, så føler jeg mig ubehageligt tilpas. Jeg bryder mig ikke om tjenere. Ikke noget personligt mod tjenere, men jeg har det virkelig ikke godt med at der er en anden person, der skal servicere mig. Jeg føler, at det er et ulige forhold og jeg kan ikke finde ud af at navigere i det.

Og når man spiser sammen med andre, så er der nogle sociale forventninger i det: “Nu skal vi rigtig hygge os med noget lækkert mad!” Men hvad nu, hvis jeg ikke kan leve op til de forventninger? Jeg kan godt lide mad, der smager godt (og kan heldigvis også godt selv lave det) – men jeg er ikke god til det der med at sidde flere timer over et måltid. Jeg spiser bare og så skal jeg videre.

Og her er det så den sociale forestillingsevne, der spænder lidt ben for mig – og så nok også min manglende tålmodighed.

Det blev vist lidt rodet, det hele – men jeg håber det giver bare lidt mening. Og husk at det er forskelligt fra autist til autist!

Gode råd

Et par gode råd, nok specielt til jer der har børn med autisme:

  • Server maden “opdelt” – lad være med at blande det sammen. Det er nemmere at spise mad, man kan se hvad er. Hvis du f.eks. laver salat, så sæt små skåle med hver ingrediens på bordet i stedet for at blande det hele. Nogle børn er også glade for delte tallerkener, så maden ikke rammer hinanden. (Søg på ruminddelt tallerken på Google – der er masser at
    vælge imellem.)
  • Lad være med at tvinge barnet til at spise noget det ikke har lyst til. Det kommer der ikke noget godt ud af. Det er okay at opfordre, men ingen tvang.
  • Et gængs råd mod selektivt spisende børn er at lægge lidt af det de ikke bryder sig om på tallerkenen. Det er ikke sikkert at du kan gøre det. Karen (min pige på 6 år) går mere eller mindre i panik, hvis der ligger noget på hendes tallerken, som hun ikke bryder sig om.
  • Lad barnet være med i køkkenet – men kun hvis det har lyst!
  • Hvis barnet spiser bedre af at spise alene – så lad det gøre det. Spis evt. sammen med det på værelset. Der er ikke nogen grund til at holde hårdt på at familien skal spise sammen i køkkenet, hvis det kun giver konflikter og utryghed.
  • Hvis barnet spiser alt for ensidigt, så snak med lægen eller sundhedsplejersken om at give en vitaminpille.
  • Og lad nu være med at ændre barnets kost radikalt, fordi du har læst at en eller anden kendt har kureret sit barn for autisme ved kun at servere skovsyreskud plukket af en rødhåret jomfru ved nymåne (eller at droppe alt laktose, sukker, gluten osv. – alt respekt for folk med egentlige intolerancer/allergier, der er konstateret af en læge – men det er altså ikke noget man skal begynde at eksperimentere med selv!)

Hvem har egentlig et problem?

Tilbage i september skrev jeg en anmeldelse af Rabalder i børnefamilien og fremhævede et citat:

Low arousal-tilgangen går ud på, at vi som forældre skal øge børnenes tryghed, deres følelse af medbestemmelse og selvbestemmelse; det går ikke ud på at narre dem til at adlyde.

Det citat skulle jeg nok have husket lidt bedre på i går!

Om tirsdagen plejer Ellen at være på Egehøj (aflastningsinstitution). Men hun har det meget svært for tiden og var også på Egehøj i weekenden, så for at give hende lidt ro, så blev hun hjemme tirsdag. Det betød så, at alting var anderledes for mig – og det er ikke så godt, når man har brug for forudsigelighed.

Om tirsdagen plejer jeg også at hente Karen tidligere i fritteren, fordi hun skal til spejder klokken 17 – og så har hun lige brug for at få lidt at spise og slappe af hjemme inden hun skal afsted igen.

Ellen og Kaylee (hunden) kan ikke helt være alene hjemme sammen, så jeg tog Kaylee med på skolen, bandt hende ved biblioteket og gik hen til fritteren for at hente Karen. Hun legede ude i sandkassen – en enorm en – 14,5* meter i diameter! De var fire børn, der gravede dybe huller, en enkelt gang mellem to huller (ikke så stor, at de kunne kravle igennem – jeg tjekkede!) og legede superman ved at hoppe ned i hullerne. De hyggede sig gevaldigt.

Jeg sagde hej til en meget glad Karen og gik ind på skolen for at hente alle hendes ting. Jeg fik lige snakket med de voksne og kigget i hendes kasse for at se hvad de arbejder med for tiden. Og så gik jeg ud til hende igen.

De legede stadigvæk rigtig godt. Jeg ventede lidt og grinede sammen med dem, når de kom løbende og sprang ned i hullerne – de havde det bare sjovt! Men jeg ville gerne til at komme hjem. Kaylee stod oppe ved biblioteket og ventede. Ellen sad alene hjemme. Og jeg vidste, at Karen havde brug for lidt rolig tid hjemme inden hun skulle til spejder.

Så jeg sagde til Karen, at nu skulle vi til at komme op efter Kaylee og komme hjemad. Hun reagerede ikke. Nogle gange er jeg i tvivl om hvorvidt hun overhovedet hører mig eller om hun ignorerer mig. Men jeg tror faktisk hendes hjerne er så optaget af det hun laver, at hun måske nok kan høre mig, men hjernen registrerer det lige så lidt, som den solsort der sidder henne på taget af legehuset.

Men da jeg havde haft kontakt med hende et par gange og vi havde aftalt, at nu hoppede hun to gange mere og hun stadigvæk ikke kom – men faktisk begyndte at smide sand efter mig, så blev jeg sur.

Jeg sagde, at nu ville jeg hente Kaylee og gå hjem – og så gik jeg. Karen sagde bare okay og godt og legede videre.

Jeg hentede Kaylee og gik forbi igen og vinkede til hende. På det tidspunkt var jeg ikke i stand til at tænke helt klart. For havde jeg kunnet det, så havde jeg jo aldrig reageret på den måde. Men jeg gik videre – ud forbi hækken, hvor hun ikke kunne se mig. Jeg forventede, at hun ville komme løbende efter mig. Men det gjorde hun ikke. Jeg gik frem og tilbage lidt og gik hen for at se efter hende – hun var stadig i sandkassen.

Jeg fik det dårligere og dårligere – for hvad pokker er det for en mor, der bare går fra sit barn? Men alligevel var jeg så flov over min reaktion – og ville ikke tabe kampen, at jeg desværre ikke gik tilbage til hende. Jeg ventede til Kåre kom gående hjem fra arbejde og fik kaldt ham hen til mig og fik ham til at hente hende, mens jeg gik hjem med Kaylee.

Imens havde hun været inde i fritteren og bedt en af de voksne ringe til mig. Dygtig pige! Jeg havde godt nok hele tiden stået, så jeg kunne se hende, hvis hun gik udenfor skolens område, så hun var ikke kommet ud på vejen uden jeg havde været der. Men alligevel – hvor var hun god!

Da hun kom hjem sammen med Kåre var hun meget ked af det og savnede mig. Og det kan jeg godt nok godt forstå! Jeg kom ud til hende med det samme og sad med hende, trøstede hende og undskyldte. Jeg fortalte hende, at det slet, slet ikke var i orden sådan som jeg havde opført mig. Jeg satte mig ind på værelset med hende og vi var sammen indtil hun skulle til spejder.

Til spejder havde hun det naturligvis svært med at Kåre skulle gå. Hun har generelt et problem med at vi går fra hende – og så hjælper det virkelig ikke at hendes mor, som burde være hendes trygge midtpunkt, bare forlader hende på den måde, fordi hun ikke kan få sin vilje!

For hvem var det egentlig der havde et problem? Karen? Nej, hun hyggede sig og havde det sjovt. Mig? Ja, jeg ville hjem og Karen ville ikke gøre som jeg ville. Så det var mig, der havde problemet og mig, der burde have fundet en metode til at løse mit problem. Og det er på ingen måde en løsning at svigte et barn, der har brug for en og stoler på en!

Måske jeg bare skulle have sat mig ned og ventet til hun var klar til at gå med hjem? Det er jo ikke altid det kan lade sig gøre, men hvad var der egentlig sket ved det? Kaylee havde måtte sidde ved biblioteket 5-10 minutter længere – men det kan hun sagtens. Ellen havde været alene hjemme 5-10 minutter længere – men det kan hun sagtens. Jeg havde måtte sidde og kigge på at min datter hyggede sig 5-10 minutter længere – og det burde jeg have gjort!

Det er bare ofte meget svært for mig at ændre mine planer uden forberedelsestid. I mit hoved skulle vi hjem – ikke vente 5-10 minutter på at hun blev klar. Og selvom jeg bliver bedre og bedre, så var jeg desværre ikke i stand til at få ændret mine planer/forestillinger om hvad der skulle ske.

Men det var mit problem! Desværre var det Karen, der blev den store taber. Hun har mistet noget af tilliden til mig og jeg kommer til at bruge lang tid på at bygge den tillid op igen.

I morges så jeg konsekvensen af mine handlinger. Da Karen skulle afleveres på skolen, måtte jeg ikke gå fra hende. Hun klamrede og græd og var meget ulykkelig. Det hjælper naturligvis heller ikke, at hun skal på Egehøj i dag og først ser mig igen i morgen. Det tog ca. 25 minutter at aflevere hende, men takket være en rigtig god AKT-pædagog, så var det en glad Karen jeg gik fra. Men hvor er det frygteligt at vide, at den reaktion skyldes et svigt fra min side!

Egentlig skal jeg til et møde torsdag aften og Kåre skulle putte dem begge to. Men jeg har valgt at komme for sent til mit møde, så jeg selv kan putte Karen som jeg plejer. Hun skal opleve at jeg er der for hende – ikke at jeg svigter hende igen!


*
Et godt eksempel på manglende impulsstyring. Tænkte på sandkassen og at det skulle fremgå, at det ikke bare var sådan en lille 80 gange 80 cm – og straks måtte jeg åbne Google Earth for at få målt hvor stor den egentlig er. N56 23.270 E009 47.270, hvis nogen vil se. Og der er så et eksempel på at nogle tal bare er pænere end andre. Jeg ville jo helst vælge koordinatet i MIDTEN af sandkassen (N56 23.271 E009 47.270) – det er pænest, når den er cirkelformet. Men når jeg nu kunne få to sekund-angivelser, der er ens, så er det altså pænere. Og der kommer impulsstyringen så ind igen med endnu et sidespring… Nå, tilbage til det jeg egentlig ville fortælle om!

Hvorfor jeg hader telefoner

Telefonen ringer. Jeg farer sammen. Hjernen er straks gået i flugt-mode.

Hvad kan jeg gøre for at slippe for at tage den? Er Kåre hjemme? Hvem er det? Hvad vil de? Er det socialt? Er det en besked? Stopper den ikke snart med at ringe? Hvad er klokken? Kan det være skolen/fritteren? Er jeg virkelig nødt til at svare?

Og imens er pulsen steget, hjertet banker, håndfladerne er svedige – jeg ryster lidt.

Hvad er det så, der gør det så frygteligt med den telefon?

Som autist er det svært at aflæse de non-verbale dele af en samtale, så man skulle tro at det ville være nemmere med en telefonsamtale, hvor man kun har den verbale del. Men selvom man kun har stemmen, så er der stadig en masse non-verbale signaler: Toneleje, hastighed, rytme osv. F.eks. er det sværere at høre sarkasme i en telefonsamtale end når man kan se den anden person – og sarkasme er svært nok i forvejen.

Og så er der det med tur-tagning. Det kan være svært nok i en samtale ansigt-til-ansigt – men når man kun har lyd, så er det endnu sværere at finde ud af hvornår det bare er en vejrtrækningspause og hvornår det er ens tur til at snakke.

Desuden har jeg på grund af min ADHD og stress store problemer med hukommelsen, så hvis ikke jeg er forberedt på hvad en samtale er om, så har jeg ikke mulighed for at forberede mig og vil ikke kunne huske hvad der er blevet snakket om.

Hvis jeg endelig skal snakke i telefon, så foretrækker jeg, at jeg ringer op. Så er jeg selv i kontrol og har mulighed for at forberede mig og have papir og blyant klar.

Men hvis jeg på nogen måde kan undgå det, så foretrækker jeg klart at undgå enhver kontakt med telefoner. Når folk siger, at de vil ringe, så er jeg meget hurtig til at bede dem sende en mail til mig i stedet for.

I en mail har man udelukkende ordene skrevet ned. Derfor er afsender ofte mere omhyggelig med ordvalg og formulering og modtager skal kun tage stilling til et enkelt niveau af kommunikation. Og når modtager har så dårlig hukommelse som jeg har, så er det en stor fordel at have hele kommunikationen skrevet ned til senere brug.

Heldigvis er de fleste meget samarbejdsvillige, når jeg beder om en mail i stedet for en opringning.