Er man autist eller har man autisme?

Er man autist eller har man autisme? Det er der meget delte meninger og stærke følelser om.

Jeg er autist. For mig er autismen en integreret del af hvem jeg er – uden autismen ville jeg ikke være mig. Og når jeg omtaler mig selv som autist er det også naturligt for pigerne at gøre det, både om mig og om dem selv.

Andre føler, at det at omtale et menneske med autisme som en autist svarer til at definere mennesket som en diagnose og ikke et helt menneske – at det stigmatiserer mennesket, så man ikke ser mennesket bag diagnosen.

Min erfaring siger mig, at det typisk er forældre til børn med autisme, der har et problem med at deres børn bliver omtalt som autister. Muligvis fordi de er bange for at andre ikke ser hele barnet, men ser sig blind på barnets diagnose. Muligvis fordi de ikke ønsker at autismen skal blive en del af barnets identitet. Muligvis fordi de håber på at barnet kan helbredes for autismen.

Jeg har lidt svært ved at sætte mig ind i det (men nu er jeg jo også autist :)), for jeg synes netop at autismen er en betydelige del af min identitet. Jeg kan ikke skille autismen ud fra alt det andet der gør, at jeg er mig.

Men helt generelt synes jeg det bedste man kan gøre, er at spørge. På den måde kommer man ikke til at træde nogen over tæerne.

Skal – skal ikke?

Jeg har overvejet meget og længe. For og imod. Men nu blev det altså.

Jeg vil skrive lidt om at være autist, at have ADHD og at have børn med autisme.

Specielt det der med børnene har afholdt mig længe. For jeg vil ikke udstille dem – og jeg synes principielt set at børn selv skal have et valg i forhold til hvilke oplysninger de ønsker offentlige. Lige nu hvor de er 5 og 8 gør det måske ikke den helt store forskel for dem. Men på et tidspunkt bliver de teenagere og så kan det godt være, at det er lidt trælst at kammeraterne kan læse mors beretninger om deres barndom på nettet. Og måske endnu værre når de engang skal have et arbejde eller en livsforsikring. Internettet glemmer jo som bekendt aldrig.

Men nu har jeg altså endelig besluttet, at der er så meget, jeg gerne vil sige, at jeg gør det. Jeg har efterhånden en del viden og erfaring, som jeg gerne vil give videre – for slet ikke at snakke om en masse meninger og holdninger, som jeg nok heller ikke kan lade være med at skrive om, hvis jeg kender mig selv ret.

Jeg håber, at der er nogen der kan få gavn af den viden jeg har og den erfaring, jeg efterhånden – ofte på den hårde måde – har fået.