En særdeles hård – og spændende – dag

I går var jeg i Århus. Det i sig selv er noget af en bedrift. Men jeg var virkelig langt længere uden for min comfort zone end jeg meget længe har været.

For noget tid siden så jeg, at Interacting Minds Center på Århus Universitet afholdt et symposium, hvor det nyeste forskning indenfor autisme ville blive præsenteret – velkomst og afslutning af Uta Frith! Autism@Aarhus 2017 Symposium. Det lød jo rigtig spændende og der stod, at alle var velkomne. Så jeg skrev det i kalenderen og sagde til Kåre, at han var nødt til at være hjemme for at hente Karen i fritteren.

Da vi så kom lidt tættere på opdagede jeg, at Uta Frith og Chris Frith ville holde et par talks inden – Uta om Trust, diversity and social media og Chris om The evolution of mentalising. Der stod ikke noget om hvem det var for, så jeg skrev og spurgte. Og alle var velkomne. Så det i kalenderen også.

I ugen op til begyndte nervøsiteten og usikkerheden sig så at brede sig – og med det kvalmen, diarreen, rystelserne osv. For der var jo en masse hv-spørgsmål, som ikke lige stod på de websider jeg havde fundet:

Hvordan når jeg det hele? – det ene sluttede klokken 13 og det andet starter klokken 13 –  men der er 300 meter mellem dem.

Hvor kan jeg parkere?

Hvordan finder jeg de rigtige lokaler?

Hvornår skal jeg komme? – i god tid (med risiko for small talk) eller lige inden (med risiko for at komme for sent og være tvunget til at sidde et dumt sted)

Hvor mange kommer der?

Hvor skal jeg sætte mig?

Hvilket tøj skal jeg have på?

Hvordan når jeg at få frokost?

Hvordan holder jeg til det hele? – for der var også et møde og et arrangement mandag og et klassemøde tirsdag aften.

Kan jeg overhovedet forstå noget som helst? Kender alle de andre hinanden? Er der debat? Risikerer jeg at blive spurgt om noget? Er det mon overhovedet en god ide at tage afsted? Og hvad så med hunden – skal hun være alene hjemme så længe? Måske jeg bare skulle blive hjemme…

Som I nok kan regne ud, så sov jeg ikke godt de to sidste nætter – tankerne fløj rundt!

Men jeg KOM afsted! Og jeg KLAREDE DET!

Der var mange “faldgruber” undervejs og jeg klarede det desværre ikke helt til slutningen – men jeg missede kun de sidste to oplæg og jeg KOM AFSTED – så jeg anser det bestemt helt og aldeles for en sejr!

Først og fremmest, så kom jeg for sent ud af døren, så jeg havde ligesom ikke noget valg i forhold til hvornår jeg kom. Men det gav også lidt panik, da jeg skulle finde stedet. Jeg fandt den rigtige bygning, men kunne ikke finde lokalet. Spurgte nogen på en gang, der så helt forvirrede ud. Jeg kendte lokalenummeret, men de plejede bare at kalde det for mødelokalet. Så lige et par minutter i 11 kom jeg ind i lokalet – der ikke var et auditorium, som jeg nok havde regnet med. Der var vel 20-30 mennesker og der var ingen pladser ved bordene, så jeg fandt en stol og satte mig bagerst. Der var vand og kaffe på bordene og så skulle jeg også lige finde ud af om jeg kunne tillade mig at række ind over folk for at nå et glas vand. Heldigvis var der en der rejste sig, så jeg kunne komme til at få noget at drikke. I løbet af de første 10 minutter var der mange der kom dryssende og det gav en masse uro, for der skulle findes nye stole frem til dem.

Og der var lidt spørgsmål og debat bagefter. Utas oplæg var ikke autisme-rettet, så selvom jeg havde et par spørgsmål jeg brændte efter at stille hende, så valgte jeg at lade være, da de netop var autisme-specifikke i forhold til noget af det hun havde snakket om.

Der kom en rullevogn ind med sandwiches, men jeg vidste simpelthen ikke hvem de var til og der havde ikke stået noget, så jeg valgte at gå ned for at få noget at spise på sygehuset, hvor jeg vidste, at der var en kantine i den bygning symposiet skulle være i. Heldigvis var der god tid – omkring 20 minutter.

Jeg fik købt mig en sandwich, men ville gerne lige vide hvor det var jeg skulle være henne inden jeg begyndte at spise. Så jeg fandt bygningen og gik hele vejen op på 5. sal i håbet om at finde DNC-auditoriet – men der var ikke noget. Der var godt nok et auditorium nede ved kantinen, men der stod et andet navn. Jeg var noget forvirret, men da tiden efterhånden var knap valgte jeg at kigge ind i auditoriet – og der stod Autism@Aarhus på skærmene. Så fik jeg lidt at spise og så ind for at finde en plads. Jeg sad ret langt foran, så jeg er ikke helt klar over hvor mange der var, men vel omkring 50 tror jeg.

I løbet af det første oplæg blev jeg så nysgerrig på noget, at jeg var nødt til at spørge, da der var tid til spørgsmål. Alt foregik på engelsk og normalt er jeg altså relativt god til engelsk. Men jeg fik stammet gevaldigt i det og kunne mærke, at jeg blev helt rød i hovedet og pulsen var tårnhøj. Heldigvis blev mit spørgsmål både forstået og svaret på – og ingen grinede af mig (ikke højt, i hvert fald…)

De fleste af tilhørerne til begge arrangementer var forskere eller phd-studerende. Så jeg følte mig noget udenfor i den sammenhæng. Der var ingen egentlig debat og jeg snakkede ikke med nogen, selvom jeg nu gerne ville have spurgt et par af oplægsholderne om nogle ting. Men til min store overraskelse, så havde jeg ingen problemer med at følge med – heller ikke i den faglige/mere tekniske del af oplæggene.

I pausen stod der, at der ville være forfriskninger, men der var ingenting uden for lokalet. Kantinen var egentlig lukket, så jeg fik ikke noget. Men jeg kunne se, at mange andre åbenbart havde fået fat i noget kaffe og da vi kom ind igen kunne jeg høre, at der skulle have været sat noget frem, men det var vist blevet glemt, så der stod en og betalte for alle folks kaffe i kantinen. Der var bare ikke nogen der havde sagt noget højt.

Da klokken var 15.45 kunne jeg ikke mere. Jeg havde en knusende hovedpine og jeg kunne slet ikke fokusere, så da det tredjesidste oplæg sluttede klokken 16 gik jeg. Jeg ville ellers specielt gerne have hørt det sidste oplæg, men jeg ville alligevel ikke have fået noget ud af det. På vej til bilen kom jeg i tanke om at der lå et apotek på Stjernepladsen, så ind efter en rulle Treo og et glas vand og så bare hjem!

Hjemme igen kunne jeg særdeles tydeligt mærke, at jeg havde overbrugt mig selv. Specielt da Karen var blevet puttet, for da kunne jeg endelig slappe helt af. Det var faktisk så galt, at jeg ikke rigtig kunne se på højre øje og mine tanker hang slet ikke sammen. I dag er det noget bedre, men jeg skal stadig være god ved mig selv.

Det var både et selvtillidsboost og en oplevelse at være afsted – men jeg skal godt nok huske, at der er en pris at betale, både før og efter.

Mange neurotypiske ville formentlig slet ikke have tænkt over alle de usikkerheder der var både før og på dagen. Men for mig, så er det en masse ting, der fylder mere og mere. Jeg når ikke at restituere mellem hver enkelt hændelse – f.eks. sad problemerne med at finde en parkeringsplads stadig i mig, da jeg når ind og ikke kan finde lokalet. Og da jeg så ikke ved hvordan jeg kan få noget at drikke, så bliver det blot endnu en pind på Klods-Major-tårnet. Hver enkelt lille usikkerhed øger stressniveauet og når der ikke er nok restitutionstid mellem hændelserne/usikkerhederne, så ender det med at blive så kaotisk, at hjernen nedsmelter.

Det sker for alle – problemet er blot, at jeg, og mange andre autister, har en meget lavere barriere for hvornår en usikkerhed/hændelse er for meget og har brug for en meget længere restitutionstid for at komme på normalt niveau igen.

One thought on “En særdeles hård – og spændende – dag

  1. Smukt beskrevet og 100% genkendeligt .
    Tak fordi du deler hele din oplevelse , det gav mig et øjebliks balance og selvaccept i mit ellers håbløse og fortabte indre .
    Altid rart med artsfæller .
    Endnu en gang stærkt gået , at du med hjælp fra din selvindsigt formåede at komme igennem , få noget ud af det og er nu nået til at “genoplade” , uden at være selvbebrejdende. 💙🌟 🙂

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *