Voksne har også nedsmeltninger

En nedsmeltning er en intens reaktion på overvældende situationer.

Det viser sig meget forskelligt fra autist til autist – og ændrer sig ofte med alderen, muligvis fordi man får flere redskaber til at tackle det der overvælder en.

Hos et barn kan det f.eks. være at barnet smider med ting, råber og skriger, slår og sparker og ikke er til at komme i kontakt med. Hos en voksen kan det f.eks. være at vedkommende bare sidder og rokker frem og tilbage og ikke er kontaktbar. Men det kan også være meget andet!

Det er efterhånden sjældent at jeg oplever en nedsmeltning. Men i dag gjorde jeg – og det er virkelig ikke behageligt!

Det var netop alt for mange ting, som jeg slet ikke kunne magte.

Det var en fin morgen. Jeg skulle på sygehuset, så jeg kørte først omkring Bilka. NT’er tænker nok ikke så meget over det, men i sådan en Bilka er der en masse lyde og lugte. Man kan faktisk ikke finde et sted i butikken, hvor man ikke kan høre en eller anden skærm med en reklame. Der er mennesker der snakker. De var ved at bryde nogle fliser op. Der er højtalere med beskeder. Der er mennesker man skal navigere igennem. Der er varer (og mennesker) der lugter (afdelingen med ting til personlig pleje er et mareridt!) I dag klarede jeg det, men det er af og til sket, at jeg har måtte gå ud af en butik på grund af larm og lugte.

Så kørte jeg med hunden i skoven og gik en skøn tur. Ingen mennesker og ikke andre lyde end vindens susen i træerne. Det giver ro og energi!

Men så skulle jeg på sygehuset, hvor der først ikke var noget sted at parkere. Så op på afdelingen, hvor de kunne fortælle mig, at det først er 21. marts jeg har en tid… Suk – det siger lidt om min hjerne. Men det klarede jeg også!

Jeg skulle også have taget en blodprøve. Region Midt har ikke kunnet blive enige med de praktiserende læger om prisen for at tage blodprøver, så alle skal nu på sygehuset for at få taget den blodprøve, som de før kunne få taget hos deres egen læge. (Indsæt selv en masse brok over bureaukrati og mangel på samfundsøkonomisk forståelse her…)

Der var et propfyldt venteværelse og laaang ventetid. Venteværelset er i en gang, hvor også receptionen er – og der er ikke gjort noget som helst for at støjdæmpe. Det var et mareridt! Det tog ca. 50 minutter. Og selvom jeg satte mig allerlængst væk fra larmen, så var det ulideligt. Jeg spurgte på et tidspunkt om de havde et andet sted at vente, men nej. Jeg forklarede hvorfor, men der var ingen forståelse – jeg kunne komme igen en anden dag, hvis jeg ikke kunne klare det. På det tidspunkt var jeg ikke længere i stand til at have øjenkontakt med nogen og selvom jeg havde siddet stille ned i 20 minutter, så var min puls på 118.

Jeg stimmer normalt ikke (ret meget), men de sidste tyve minutter var det som at se en bjørn i et bur – jeg gik de to meter frem og tilbage hen over gangen igen og igen. Jeg knugede mine arme ind til mig og krøllede mig sammen så godt som jeg nu kunne. Kiggede ned i gulvet og prøvede at undgå at bryde helt sammen.

Da det endelig blev min tur var jeg ikke i stand til at kigge op og fik kun lige fremstammet mit navn og mit CPR-nummer. Stak armen frem og fik det overstået. Hun har sikkert troet, at jeg var bange for at blive stukket, men det er jeg nu ret ligeglad med, de kan bare stikke løs. Men jeg kæmpede virkelig en kamp for at holde sammen på mig selv.

Jeg nærmest løb ned til bilen og kørte hjemad. Nu troede jeg, at jeg kunne komme hjem og slappe af bare lige en time, inden jeg skulle hente Karen. Men jeg blev ringet op da jeg var halvt hjemme – jeg havde totalt glemt alt om at Karen var inviteret til fødselsdag i dag. Det var fødselarens mor, der ville høre om Karen skulle med – de stod nede på skolen. Jeg fik holdt sammen på mig selv og undskyldte og sagde, at Karen naturligvis gerne måtte komme med.

Da jeg så var to minutter hjemmefra ringede telefonen igen. Det var Ellens lærer. Hun skulle have været i aflastning i dag, men kunne slet ikke noget og taxaen var kørt igen. Så i stedet for at køre hjem, så måtte jeg køre ned på skolen og hente Ellen.

Det lykkedes mig ikke at bryde sammen foran hende. Men jeg måtte sige til hende, at jeg ikke kunne snakke og at jeg gerne ville have at hun satte sig ind i bilen og gik direkte ind på hendes værelse når vi kom hjem og blev der indtil jeg kom ind til hende. Jeg forklarede hende hvorfor, men selvom jeg prøvede at forklare, at det ikke var hendes skyld, så tager hun alligevel skylden på sig, for det var jo hende, der ikke kunne tage med taxaen.

Hjemme fik jeg givet hende noget at spise og satte mig så ellers bare i sofaen og rystede. Nogle gange så tror jeg, det ville være nemmere, hvis jeg ikke holdt så meget sammen på mig selv – hvis jeg gav mig selv lov til at råbe og skrige og kaste med ting – hvis jeg fik følelserne ud på en eller anden måde i stedet for hele tiden at gemme dem bag en facade.

Nu er der halvanden time til Karen skal hentes og jeg skal lige nå at have ringet til aflastningsstedet, have snakket med Ellen, fundet ud af noget aftensmad, have fundet en gave til fødselaren – og så i øvrigt selv få hjernen så meget på plads, at jeg kan klare en aften alene med to børn, der begge har stort behov for omsorg og nærvær i dag efter at have været til fødselsdag og ikke at kunne komme med taxaen.

Jeg ved af erfaring, at jeg nok skal komme igennem det – men hvor har jeg dårlig samvittighed over ikke at kunne være der mere for dem sådan en dag som i dag.

6 thoughts on “Voksne har også nedsmeltninger

  1. Jeg vil blot sige tak for din beretning, jeg blev meget rørt over at læse den, da jeg selv kender disse ‘dage’ hvor alt bare går galt.
    Du taklede det godt. Hver stolt over det….jo vi voksne kan også have nedsmeltninger…
    Ofte har jeg tænkt, ligesom dig, om det mon ville være nemmere, hvis jeg ikke holdt så meget sammen på mig selv…
    Tak 🙂

    • Hej Finn

      Tak – jeg er faktisk også ret stolt af at jeg klarede mig igennem dagen!

      Det er mit indtryk, at det er lidt svært at snakke om – og jeg var da også i tvivl om hvorvidt jeg ville skrive det offentligt. Men jeg blev enig med mig selv om, at der sikkert var andre, der havde brug for at høre, at de ikke var alene. Så jeg er meget glad for din kommentar!

  2. I sådan en situation skal man ikke have dårlig samvittighed over “ikke at kunne have været der mere for dem”. Når man kommer til det punkt som du nåede, så er det , bare at kunne holde sammen på sig selv og ikke lave scener, en meget stor sejr. Når man først er kommet så langt ud at man begynder at stimme og hvor øjenkontakten bliver nærmest umulig, ja så er det jo netop i sådan en situation at forskellen imellem os med autisme og NT’ erne lyser kraftigst op. Og forskellen er netop også at NT’ erne ikke nedsmelter; deres stress niveau langt fra stiger som vores f.eks pga. lugte og lyde, og derfor har langt mere båndbredde til at kunne huske, organisere og overskue aftaler med fx. deres børn osv.

    • Jeg kan godt lide analogien med båndbredden – den skal jeg lige huske!

      Den dårlige samvittighed overfor børnene, der har brug for deres mor – den er altså svær at lægge fra sig – det er jeg ikke sikker på at jeg nogensinde vil kunne. Men jeg skal prøve at blive endnu bedre til at tilgive mig selv – jeg er allerede blevet bedre!

  3. Hvor er det flot beskrevet. En verden som jeg hverken som sundhedsfaglig eller som privat person kan sætte mig ind i. Men din beskrivelse er så dyb, at den gør indtryk på mig, som en dag i et mareridt.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *