Om at tage sig sammen…

Vasketøj

Da jeg startede denne blog var det mit klare mål at skrive ca. hver anden uge. Det er nu 2½ måned siden jeg sidst har skrevet, så man kan ikke ligefrem sige at det gik særligt godt.

Jeg skrev faktisk noget dengang i november ’16, men fordi jeg gerne ville have Kåres mening inden jeg trykkede på “publish”, så blev det ikke offentliggjort lige da jeg fik skrevet det. Og nu har det stået på min todo-liste som en kronisk dårlig samvittighed lige siden.

Da jeg i sin tid blev udredt i Risskov snakkede jeg med en herlig psykolog – skøn, sort humor og Dr. Who-fan. Jeg fortalte hende, at jeg altid havde haft meget svært ved at tage mig sammen. Hun grinede og sagde, at det ikke hedder at “have svært ved at tage sig sammen” – det hedder initieringsvanskeligheder. 🙂 Det lyder også meget pænere – men jeg har jo altså vitterligt svært ved at tage mig sammen, uanse hvad vi kalder det.

Jeg har masser af gode ideer, men kommer sjældent i gang med dem. Og når jeg så endelig kommer i gang med dem, så sker der et eller andet så jeg kommer fra det igen og så ligger projektet ufærdigt. Desværre kan jeg se at i hvert fald Karen har det lidt på samme måde.

Prøv at forestil dig 38 års ideer og ufærdige projekter, der ligger som nederlag og tynger hver eneste gang du får en god ide! Det er ikke en rar tanke, vel?

Det gør, at hver eneste gang jeg overvejer at begynde på noget, så er der en lille stemme i baghovedet der siger, at det kan jeg heller ikke fuldføre – det bliver bare endnu et nederlag i rækken. Og når den stemme taler, så bliver det bare endnu sværere at begynde på noget.

Der er så mange ting jeg gerne vil. Men jeg kan bare ikke komme i gang med dem – heller ikke selvom det er ting jeg virkelig har lyst til og glæder mig til at gøre. Jeg kan simpelthen ikke komme i gang!

Og alle kender vel det med at man liiiige skal have et-eller-andet overstået først, gør man det. Eller at man bare liiiige skal vente på at en-eller-anden gør noget først. Det er jeg rigtig god til!

F.eks. har jeg noget vasketøj, der skal lægges sammen. Men det kan jeg ikke gøre før spisebordet bliver ryddet op. Og det kan jeg ikke gøre før der er ryddet op på det halvfærdige Ludo-spil der står der. Og det bliver jo ikke færdig før Ellen er der til at spille det færdigt. Og så videre og så videre.

Jeg har mine todo-lister, men ofte bliver de jeg ikke fik nået blot udskudt til dagen efter, så der efterhånden ophober sig en uoverskuelig mur af ting jeg burde have gjort for lang tid siden. Altså flere nederlag og mere dårlig samvittighed.

Det er en ond cirkel: Kan ikke overskue noget – udskyder/ignorerer det – får nederlag/dårlig samvittighed – kan overskue endnu mindre.

Men hvordan kommer man ud af den? Hvordan lærer man at tilgive sig selv alle de uafsluttede ting?

Jeg ved det ikke – men jeg arbejder på det!

4 thoughts on “Om at tage sig sammen…

  1. Jeg har lært noget af min skiltsmisse. Det er det lille ord pyt, jeg har bebrejdet mig selv alt for meget og har prøvet på at tilpasse mig til hvad man bør. Det at øve mig på at sige pyt, er det bedste jeg har gjort for mig selv og mine børn. For jeg tror det er starten på overskud. Og det at prioritere sig selv og sin egen familie.
    Jeg er bedst til at få noget fra hånden om morgenen inden jeg spiser. Jeg ved ikke hvorfor men sådan er det bare.
    Men jeg øver mig i at sige pyt de dage det ikke bliver til noget. For der skal også strøm på batterierne, og hvis det ikke bliver til noget slår jeg ikke mig selv i hovedet med den dårlige samvittighed.
    Jeg har også givet mine unger faste opgaver som at rydde af bordet, finde tøj til næste dag, lave madpakke til sig selv, og ligge deres vasketøj på plads i kommoden. Og det er ikke noget med lommepenge det er et spørgsmål om at en familie hjælpes ad. Ved ikke om du kan bruge det til noget men det er mine erfaringer 😊

    • Jeg øver mig også meget i pyt. Det er en rigtig god ting at kunne sige.

      Faktisk er jeg også bedst om morgenen – jeg skal gerne i gang inden jeg falder ned i sofaen. Og der har min hund hjulpet en del. Når jeg kommer ud med hende om morgenen, så er det som om der er lidt mere overskud bagefter. Og så får hun mig op af sofaen igen – som f.eks. lige nu, hvor jeg måtte stoppe hende fra at begrave en rå okseknogle i ældstebarnets dyne… 🙂

      Lige for tiden er det ikke en mulighed at give ungerne her i huset opgaver – men jeg håber det kommer på et tidspunkt.

      Og imens øver jeg mig videre på pyt – f.eks. må hende der kommer på besøg senere i dag leve med at der står opvask på bordet og at der er vasketøj i kurvene.

  2. Hvor lyder det bekendt. Jeg har også tusinde ting jeg aldrig rigtig får gjort færdigt…
    Efter fem år har jeg dog fået sat 5 hylder op her i januar! Men har også nogle flyttekasser jeg ikke har pakket ud (5 år siden vi flyttede)… så på den måde er der altid noget man kan slå sig selv med.
    Jeg er begyndt at rose mig selv for det jeg når! og på den måde bliver den lille stemme lidt svagere og selvtilliden/følelsen lidt større!
    Tænk at jeg klarede DET! Hurra.
    Så kan jeg måske også klare DET.

    • Det er en rigtig god ide at huske at rose sig selv – også for de små ting og ikke bare slå sig selv i hovedet med de ting man ikke fik gjort!

      Kender godt det med flyttekasserne – det er her til maj 10 år siden vi flyttede og vi har også nogle stående…

      Ros og pyt er vejen frem!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *