Voksne har også nedsmeltninger

En nedsmeltning er en intens reaktion på overvældende situationer.

Det viser sig meget forskelligt fra autist til autist – og ændrer sig ofte med alderen, muligvis fordi man får flere redskaber til at tackle det der overvælder en.

Hos et barn kan det f.eks. være at barnet smider med ting, råber og skriger, slår og sparker og ikke er til at komme i kontakt med. Hos en voksen kan det f.eks. være at vedkommende bare sidder og rokker frem og tilbage og ikke er kontaktbar. Men det kan også være meget andet!

Det er efterhånden sjældent at jeg oplever en nedsmeltning. Men i dag gjorde jeg – og det er virkelig ikke behageligt!

Det var netop alt for mange ting, som jeg slet ikke kunne magte.

Det var en fin morgen. Jeg skulle på sygehuset, så jeg kørte først omkring Bilka. NT’er tænker nok ikke så meget over det, men i sådan en Bilka er der en masse lyde og lugte. Man kan faktisk ikke finde et sted i butikken, hvor man ikke kan høre en eller anden skærm med en reklame. Der er mennesker der snakker. De var ved at bryde nogle fliser op. Der er højtalere med beskeder. Der er mennesker man skal navigere igennem. Der er varer (og mennesker) der lugter (afdelingen med ting til personlig pleje er et mareridt!) I dag klarede jeg det, men det er af og til sket, at jeg har måtte gå ud af en butik på grund af larm og lugte.

Så kørte jeg med hunden i skoven og gik en skøn tur. Ingen mennesker og ikke andre lyde end vindens susen i træerne. Det giver ro og energi!

Men så skulle jeg på sygehuset, hvor der først ikke var noget sted at parkere. Så op på afdelingen, hvor de kunne fortælle mig, at det først er 21. marts jeg har en tid… Suk – det siger lidt om min hjerne. Men det klarede jeg også!

Jeg skulle også have taget en blodprøve. Region Midt har ikke kunnet blive enige med de praktiserende læger om prisen for at tage blodprøver, så alle skal nu på sygehuset for at få taget den blodprøve, som de før kunne få taget hos deres egen læge. (Indsæt selv en masse brok over bureaukrati og mangel på samfundsøkonomisk forståelse her…)

Der var et propfyldt venteværelse og laaang ventetid. Venteværelset er i en gang, hvor også receptionen er – og der er ikke gjort noget som helst for at støjdæmpe. Det var et mareridt! Det tog ca. 50 minutter. Og selvom jeg satte mig allerlængst væk fra larmen, så var det ulideligt. Jeg spurgte på et tidspunkt om de havde et andet sted at vente, men nej. Jeg forklarede hvorfor, men der var ingen forståelse – jeg kunne komme igen en anden dag, hvis jeg ikke kunne klare det. På det tidspunkt var jeg ikke længere i stand til at have øjenkontakt med nogen og selvom jeg havde siddet stille ned i 20 minutter, så var min puls på 118.

Jeg stimmer normalt ikke (ret meget), men de sidste tyve minutter var det som at se en bjørn i et bur – jeg gik de to meter frem og tilbage hen over gangen igen og igen. Jeg knugede mine arme ind til mig og krøllede mig sammen så godt som jeg nu kunne. Kiggede ned i gulvet og prøvede at undgå at bryde helt sammen.

Da det endelig blev min tur var jeg ikke i stand til at kigge op og fik kun lige fremstammet mit navn og mit CPR-nummer. Stak armen frem og fik det overstået. Hun har sikkert troet, at jeg var bange for at blive stukket, men det er jeg nu ret ligeglad med, de kan bare stikke løs. Men jeg kæmpede virkelig en kamp for at holde sammen på mig selv.

Jeg nærmest løb ned til bilen og kørte hjemad. Nu troede jeg, at jeg kunne komme hjem og slappe af bare lige en time, inden jeg skulle hente Karen. Men jeg blev ringet op da jeg var halvt hjemme – jeg havde totalt glemt alt om at Karen var inviteret til fødselsdag i dag. Det var fødselarens mor, der ville høre om Karen skulle med – de stod nede på skolen. Jeg fik holdt sammen på mig selv og undskyldte og sagde, at Karen naturligvis gerne måtte komme med.

Da jeg så var to minutter hjemmefra ringede telefonen igen. Det var Ellens lærer. Hun skulle have været i aflastning i dag, men kunne slet ikke noget og taxaen var kørt igen. Så i stedet for at køre hjem, så måtte jeg køre ned på skolen og hente Ellen.

Det lykkedes mig ikke at bryde sammen foran hende. Men jeg måtte sige til hende, at jeg ikke kunne snakke og at jeg gerne ville have at hun satte sig ind i bilen og gik direkte ind på hendes værelse når vi kom hjem og blev der indtil jeg kom ind til hende. Jeg forklarede hende hvorfor, men selvom jeg prøvede at forklare, at det ikke var hendes skyld, så tager hun alligevel skylden på sig, for det var jo hende, der ikke kunne tage med taxaen.

Hjemme fik jeg givet hende noget at spise og satte mig så ellers bare i sofaen og rystede. Nogle gange så tror jeg, det ville være nemmere, hvis jeg ikke holdt så meget sammen på mig selv – hvis jeg gav mig selv lov til at råbe og skrige og kaste med ting – hvis jeg fik følelserne ud på en eller anden måde i stedet for hele tiden at gemme dem bag en facade.

Nu er der halvanden time til Karen skal hentes og jeg skal lige nå at have ringet til aflastningsstedet, have snakket med Ellen, fundet ud af noget aftensmad, have fundet en gave til fødselaren – og så i øvrigt selv få hjernen så meget på plads, at jeg kan klare en aften alene med to børn, der begge har stort behov for omsorg og nærvær i dag efter at have været til fødselsdag og ikke at kunne komme med taxaen.

Jeg ved af erfaring, at jeg nok skal komme igennem det – men hvor har jeg dårlig samvittighed over ikke at kunne være der mere for dem sådan en dag som i dag.

Ferie i en familie med autisme

Vores hus i Calgary

Vores hus i Calgary

Det der med ferier kan være svært, når man har en familie hvor flere har særlige behov. Mange – både børn og voksne – med autisme har det faktisk ofte bedre i hverdagen, hvor rutinerne og strukturen er som den plejer. Men ferierne er der jo og så er det bare med at få det bedste ud af dem.

Før vi fik børn tog vi ofte bare bilen og kørte sydpå med et vandrerhjemskort i pungen. Det har vi haft mange gode oplevelser med. Men det er lidt sværere med børn.

img_1847Mountain goat i Rocky Mountains

Mountain goat i Rocky Mountains

Så tilbage i 2012 fik jeg den ide, at det måske kunne være spændende at bytte hus med en anden familie. Jeg fik lokket manden med på ideen og jeg havde håbet lidt på en uge i Alperne – jeg har altid elsket bjerge. Men så kom der et bytteforslag fra en familie med jævnaldrende børn – 3-4 uger i Calgary i Canada. No way, tænkte jeg, vi skal IKKE til Canada med to små børn (2½ og 5 år i sommerferien) og slet ikke første gang og SLET IKKE 3-4 uger!

Men jo mere vi tænkte over det, jo mere tændte blev vi faktisk på ideen og vi sagde ja tak. Det var helt klart en af de gode beslutninger vi har taget, for vi havde en helt fantastisk ferie i Canada!

img_0588-001Legehus i Calgary

Legehus i Calgary

Siden har vi byttet med familier i Sverige (fem dage), Holland (tre uger) og Spanien (knap tre uger). Vi kørte selv til Sverige og Holland, men vi fløj til Canada og Spanien og byttede også bil med de familier vi byttede hus med.

Der er rigtig mange fordele ved at bytte hus – og naturligvis også nogle ulemper. Men fordelene opvejer klart ulemperne for os, så vi gør det naturligvis igen til sommer!

Jeg synes en af de største fordele er, at man bor i et rigtigt hjem. Vi har boet i huse, hvor ungerne har kunnet have hver sit værelse, som de har kunnet trække sig tilbage til, når de har haft brug for det. Der har været legetøj og fjernsyn osv. Jeg har haft et ordentligt køkken at lave mad i og med de ting man nu har brug for – måske ikke altid lige det man ville finde i et dansk køkkenskab, men det er jo også en del af charmen. 🙂 På et hotel, i en ferielejlighed eller et lejet sommerhus vil der typisk ikke være noget som helst andet end det man selv tager med og ikke altid et værelse til hvert barn og nogle skal måske endda sove i stuen. Men i et rigtig hjem er der plads til alle – også når man har brug for at være alene.

Vores kanin i Spanien

Vores kanin i Spanien

Og så synes jeg det er skønt at have kontakt til nogen der ved noget om området. Man får nogle oplevelser, som man ellers ikke ville have haft! I Canada blev vi inviteret med til sammenskudsgilde på vejen og i Spanien var vi med til grillfest med familie og venner – det er altså sådan noget man ikke oplever på en charterrejse! Når man snakker med naboer osv. får man også ideer til hvad der kan være spændende at besøge. Man kommer bare lidt tættere på den kultur man besøger.

Vores erfaring er, at man gerne skal bytte for lidt længere tid end bare en uge. Man skal lige nå at føle sig hjemme og det er altså også virkelig rart at kunne have nogle dage, hvor man bare ikke gør noget som helst. Men har man kun en uge, så skal man næsten nå noget alle dagene for ikke at “spilde” tiden. Hvis man tager på charterrejse, så koster det jo mere for hver enkelt dag. Men når man bytter hus, så er det faktisk billigere jo længere tid man rejser.

Muslinger i Holland

Muslinger i Holland

Boligbytte er en billig ferieform. Transporten koster naturligvis noget, men det er det samme uanset om man er afsted to eller tyve dage. Men leveomkostningerne vil typisk være lavere når man forlader Danmark. Med mindre altså man tager til Schweiz, Norge, Island eller visse lande i Mellemøsten. 🙂 Jeg har regnet på vores ferier og ingen af dem har kostet mere end transporten, for man skal jo også spise og opleve noget i ferien hvis man bliver hjemme.

Ulemperne er, at man jo altså skal have gjort sit eget hus eller lejlighed klar til at bytte. Hvis man er udprægede ordensmennesker, så er det måske bare at flytte arvesmykkerne – men hvis man er ligesom os, så tager det altså lige noget tid at få klar – f.eks. er det altså ikke hver uge, der bliver vasket af i alle køkkenskabe her i huset… Det er meget forskelligt hvad vi har set i de huse vi har boet i, men vi prøver at ordne vores hus så det er i en tilstand som vi selv gerne vil komme til. Ikke at det skal være pinligt rent og med tomme hylder – en stor del af charmen er jo, at det er et hjem.

Ellen fisker i voldgraven omkring Middelburg, Holland

Ellen fisker i voldgraven omkring Middelburg, Holland

Men de oplevelser vi har haft har klart opvejet den energi og tid vi har brugt på at blive klar til et boligbytte! Vi kan varmt anbefale det – og specielt til familier med særlige behov, for det at man har god plads og kan være alene er altså virkelig vigtigt, når man er på ferie!

Vi bruger den side, der hedder HomeExchange.com, men jeg mener, der er flere andre muligheder. Jeg synes det er ret dyrt at være medlem på HomeExchange.com (950 kroner om året), men vi har været glade for det. Vi har fået nogle oplevelser vi ikke kunne have fået på nogen anden måde og hele familie er enige om at boligbytte simpelthen er ferieformen for os.


Et par råd:

Hvis I kunne være interesserede, så skriv jer op til deres nyhedsbrev. Så vidt jeg husker er der nogle gange tilbud på medlemsskaber.

Lav en god profil med masser af billeder. Hvis I ikke er så gode til engelsk, så få en til at hjælpe jer med korrekturlæsning.

Vær selv opsøgende og find huse/familier I gerne vil bytte med og kontakt dem. Start gerne omkring jul i forhold til sommerferien.

Sørg for at få alle aftaler på plads med den familie I bytter med – og allerhelst skriftligt. F.eks. havde vi talt forbi hinanden, da vi skulle til Canada, så vi kom et helt døgn før de regnede med.  Det var heldigvis ikke noget problem!

Aftal med en nabo eller familie, at de lige går over og siger velkommen – og saml brochurer osv. til dem. F.eks. bliver nogle af de mange fribilletter til Legoland ofte vel modtaget.

Udnyt deres lokalkendskab og snak med naboerne om hvad der er godt i området.


Bare lige for en god ordens skyld: Dette indlæg er ikke sponsoreret af eller på anden vis tilknyttet HomeExchange.com og jeg kan ikke anbefale dem frem for andre – det er blot den side jeg har erfaring med.

Om at tage sig sammen…

Vasketøj

Da jeg startede denne blog var det mit klare mål at skrive ca. hver anden uge. Det er nu 2½ måned siden jeg sidst har skrevet, så man kan ikke ligefrem sige at det gik særligt godt.

Jeg skrev faktisk noget dengang i november ’16, men fordi jeg gerne ville have Kåres mening inden jeg trykkede på “publish”, så blev det ikke offentliggjort lige da jeg fik skrevet det. Og nu har det stået på min todo-liste som en kronisk dårlig samvittighed lige siden.

Da jeg i sin tid blev udredt i Risskov snakkede jeg med en herlig psykolog – skøn, sort humor og Dr. Who-fan. Jeg fortalte hende, at jeg altid havde haft meget svært ved at tage mig sammen. Hun grinede og sagde, at det ikke hedder at “have svært ved at tage sig sammen” – det hedder initieringsvanskeligheder. 🙂 Det lyder også meget pænere – men jeg har jo altså vitterligt svært ved at tage mig sammen, uanse hvad vi kalder det.

Jeg har masser af gode ideer, men kommer sjældent i gang med dem. Og når jeg så endelig kommer i gang med dem, så sker der et eller andet så jeg kommer fra det igen og så ligger projektet ufærdigt. Desværre kan jeg se at i hvert fald Karen har det lidt på samme måde.

Prøv at forestil dig 38 års ideer og ufærdige projekter, der ligger som nederlag og tynger hver eneste gang du får en god ide! Det er ikke en rar tanke, vel?

Det gør, at hver eneste gang jeg overvejer at begynde på noget, så er der en lille stemme i baghovedet der siger, at det kan jeg heller ikke fuldføre – det bliver bare endnu et nederlag i rækken. Og når den stemme taler, så bliver det bare endnu sværere at begynde på noget.

Der er så mange ting jeg gerne vil. Men jeg kan bare ikke komme i gang med dem – heller ikke selvom det er ting jeg virkelig har lyst til og glæder mig til at gøre. Jeg kan simpelthen ikke komme i gang!

Og alle kender vel det med at man liiiige skal have et-eller-andet overstået først, gør man det. Eller at man bare liiiige skal vente på at en-eller-anden gør noget først. Det er jeg rigtig god til!

F.eks. har jeg noget vasketøj, der skal lægges sammen. Men det kan jeg ikke gøre før spisebordet bliver ryddet op. Og det kan jeg ikke gøre før der er ryddet op på det halvfærdige Ludo-spil der står der. Og det bliver jo ikke færdig før Ellen er der til at spille det færdigt. Og så videre og så videre.

Jeg har mine todo-lister, men ofte bliver de jeg ikke fik nået blot udskudt til dagen efter, så der efterhånden ophober sig en uoverskuelig mur af ting jeg burde have gjort for lang tid siden. Altså flere nederlag og mere dårlig samvittighed.

Det er en ond cirkel: Kan ikke overskue noget – udskyder/ignorerer det – får nederlag/dårlig samvittighed – kan overskue endnu mindre.

Men hvordan kommer man ud af den? Hvordan lærer man at tilgive sig selv alle de uafsluttede ting?

Jeg ved det ikke – men jeg arbejder på det!