Høj intelligens er ikke altid lykken

mensanerJeg er ved at læse bogen mensaner.dk, hvor Joan først skriver lidt om hvad Mensa og intelligens er – og bagefter har skrevet hendes interviews med ti meget forskellige medlemmer af Mensa.

Mens jeg sad og læste fik jeg mange aha-oplevelser – for lige præcist sådan har jeg jo også haft det.

F.eks. den her:

Jeg lærte tidligt at klare mig godt uden at lave ret meget. Det ramte mig da jeg startede på universitet, for da havde jeg fået en dårlig vane med ikke at lave mine ting. Fordi jeg kunne klare mig uden. Jeg havde en ret dårlig arbejdsmoral. Det er vist en meget typisk ting…

Carsten Eriksen

Det er jo lige mig! Men hvor mange højtbegavede alligevel kan tage sig sammen til at gøre noget, så har mit kaos i hovedet gjort det ret svært for mig. Nu i en alder af 38 år kan jeg stadigvæk ikke. Jeg kan ikke bare sætte mig ned for at læse en fagbog – uanset hvor spændende den er. For så snart jeg skal koncentrere mig en smule, så er min hjerne som en cocker spaniel på speed.

Jeg tror nogle gange, at min intelligens har været en hæmsko for mig i skoletiden. Når man nu godt kan følge med fagligt, uden at røre en finger, så bliver de andre problemer måske ikke så nemt opdaget. Og i stedet for at få hjælp til at tackle de underliggende problemer, så har jeg bare fået nogle ekstrasider eller siddet med en bog.

Eller denne her:

Altså, alle mennesker er selvfølgelig følsomme overfor kritik, men når man også har den mentale kapacitet til at gennemanalysere det 1000 gange, så gør det det måske heller ikke lettere.

Ina Rosdal Lauridsen

Jeg er i forvejen ekstremt usikker på det sociale område og er derfor meget nervøs, når jeg skal være eller har været sammen med andre mennesker. Og lige præcist det her med at gennemanalysere alting – og i hvert fald alt der på nogen måde kan opfattes som en kritik – det er jeg meget slem til at gøre. Jeg er sikker på at det forværrer mine problemer, men jeg kan ikke lade være.

I nogle sammenhænge er en høj intelligens naturligvis en fordel. F.eks. har jeg kunnet lære mange af de sociale spilleregler udenad – dem som andre børn har lært intuitivt, men som jeg har været nødt til at indlære systematisk. Og så er livet som forælder til børn med funktionsnedsættelser bare nemmere, når man kan sætte sig ind i lovgivning osv. selv.

Men jeg kan ikke lade være med at tænke på hvordan mit liv ville have været, hvis ikke jeg havde haft autisme og ADHD – eller hvis det var blevet opdaget tidligere. Jeg har snakket med masser af psykologer og psykiatere, der kunne have opdaget det – men jeg har sat en facade op, der skjulte mine problemer. Jeg ved jo godt hvordan man bør være – så det er det jeg har vist. Jeg har villet være i kontrol og har ikke villet vise hvordan jeg havde det. Og sådan har jeg det stadigvæk. Jeg er ikke engang helt sikker på at jeg selv ved hvem jeg er.

At læse Joans bog har bragt mange tanker frem – specielt interviewet med Julie Schmidt Matthiesen, som ligefrem fik tårerne til at løbe – men jeg synes bogens sidste afsnit opsummerer det ganske fint:

En god rollemodel er én der er glad for sig selv. Tilfreds med det hun er: “Jeg er god.” Det er vigtigt at give videre, ikke? – At man har værdi bare ved at være.

Tine Ditmar Unnerup

Og der er jeg slet ikke. Jeg håber at komme der til engang – både for min skyld og for mine børns skyld. Lige nu er jeg ikke den jeg gerne vil være. Om jeg så skal ændre mig for at blive det – eller om jeg skal ændre min opfattelse af hvem jeg gerne vil være – det ved jeg ikke.

Venner? Eller ideen om venner?

Venskaber har altid været en af de sværeste ting for mig.

Jeg har aldrig haft mange venner, men ganske få gennem livet, som jeg dog har mistet kontakten helt eller delvist til, når det der førte os sammen forsvandt.

Der var en i børnehaven, men vi kom på hver vores skole og jeg aner ikke hvor hun er i dag. I folkeskolen havde jeg en del jeg legede med, men kun en enkelt fast veninde. Det gled også ud, men vi har sporadisk kontakt på FB. På min første efterskole var jeg meget udenfor – jeg har ikke haft kontakt til nogen som helst siden vi stoppede. På min anden efterskole passede jeg ind – det var ganske fantastisk. Her holdt jeg kontakte til flere et stykke tid. Jeg flyttede endda i campingvogn sammen med en fra efterskole, da jeg skulle starte på uni – han havde heller ikke kunnet få et sted at bo. Men siden har jeg ikke haft kontakt til ham.

Gymnasiet er en historie for sig selv – en jeg faktisk bliver ked af at tænke tilbage på. Jeg kom i en god klasse og vi havde det rigtig godt, synes jeg. Jeg var med til fester og julefrokoster osv. Jeg følte mig ikke udenfor – heller ikke selvom jeg ikke drak. Men pludselig – omkring påske i 3g – var vi fire piger, der blev frosset ud. Vi blev ikke inviteret med til noget, knap nok snakket til. Jeg aner virkelig ikke hvad der gik galt, men jeg tænker ofte på det. Jeg skrev faktisk til en af de andre udelukkede piger for nogle år siden, selvom jeg egentlig ikke har kontakt med hende. Hun havde heller ikke noget konkret bud, men har stadigvæk meget tæt kontakt til en af de andre udelukkede og flere andre fra klassen.

På biblioteket i sidste uge faldt jeg over Murakamis bog Den farveløse Tsukuru Tazakis pilgrimsår. Den handler om en fyr, der prøver at finde tilbage til hvorfor hans fire bedste venner forlod ham 16 år tidligere. Jeg har ikke læst den endnu, men vil bestemt gøre det – måske jeg selv kan finde noget brugbart i den, selvom det ikke just er en af mine spidskompetencer.

Da jeg så kom på universitetet var det som at komme hjem. Her kunne jeg være mig selv! Det var ikke så nemt i starten – jeg havde trods alt skullet holde sammen på mig selv i 20 år, så det var svært at lægge masken fra sig. Og det kostede da også.

I starten fandt jeg sammen med to piger på mit hold og vi var ret tætte. Vi var sammen rigtig meget af tiden – både på uni og udenfor. Jeg følte mig også som en del af det sociale fællesskab på holdet og på studiet i det hele taget. Jeg passede bare ind.

Men fordi det sociale fyldte så meget og fordi der pludselig blev sat faglige krav, der ikke kunne klares med lukkede øjne, så måtte jeg erkende, at jeg ikke kunne være med faglig – jeg har simpelthen aldrig lært at lære og mon ikke en uopdaget/ubehandlet ADHD også har haft en finger med i spillet? Men i hvert fald skiftede jeg først fag og droppede senere helt ud. Undervejs havde jeg dog fundet Kåre, som jeg flyttede ind hos i løbet af et par uger. (Måske ikke konventionelt, men vi har da været gift i over 15 år nu.)

De to piger fra holdet og jeg var stadig sammen, selvom vi nu alle var i faste parforhold. Desværre, så gik det også galt. Den ene gled mest ud, mens den anden endte i et trælst brud.

Faktum er, at af dem jeg var på hold med, har jeg kun kontakt med en enkelt i dag – og det er fordi vores børn går i klasse sammen.

Der var en del andre på uni, som jeg var meget sammen med. En enkelt ser jeg jævnligt i geocaching-sammenhænge. Men selvom jeg på sin vis gerne vil snakke med folk igen, så er det meget svært for mig. Et par af dem jeg var allermest sammen med, fik en datter for halvandet år siden – jeg har ikke set hende endnu. Kåre måtte tage på barselsbesøg alene – jeg magtede ikke at tage med.

Jeg ved at mange af de andre mødes jævnligt og spiser sammen. Og hver eneste gang jeg læser om det, gør det ondt i mig. For hvor ville jeg gerne kunne det – kunne have venner og være en del af et fællesskab.

Det samme når jeg går forbi et hus og ser en flok sidde og hygge sig sammen. Eller når folk snakker om at de skal mødes og grille. Eller når folk tager i biografen eller teateret sammen.

Men jeg kan ikke. Hvis jeg skal være social er jeg bange lang tid før – hjernen er fuld af katastrofetanker: Hvad nu hvis, hvordan gør jeg, hvad skal jeg så, hvad tænker de? Og hvis jeg så endelig kommer afsted, så bruger jeg alt min energi på at holde masken oppe, så bagefter er jeg udmattet i flere dage og har igen hovedet fuld af analyser af hvem der sagde hvad hvornår og hvad det betyder og hvad de nu tænkte om mig og om jeg nu gjorde det rigtige.

Jeg har ofte spurgt mig selv om hvorvidt jeg savner venner – eller om jeg savner ideen om venner?

I dag har jeg en relativt stor kontaktflade online. Specielt tre piger, som jeg har et konstant åbent chatvindue med, betyder meget for mig. Vi har kun mødte IRL ganske få gange, men de er virkelig venner! Ingen af dem har autisme – de er bare almindeligt sære på den gode måde. 🙂 Vi snakker ofte om at mødes, men det bliver aldrig til noget.

Men jeg har ingen venner, som lige kommer forbi til en kop kaffe eller som jeg smutter på cafe med. Og spørgsmålet er om det er det jeg savner. Eller om jeg savner at være normal – og at have venner er en del af det at være normal.

Jeg tror selv mest det er det sidste. Det gør ondt i mig, når jeg ser andre med deres venner – men jeg tror mest at det er fordi det er det normale, for selv hvis jeg bliver inviteret, så vil jeg gøre så godt som alt hvad jeg kan for at slippe. Når der er snak om cafeture, så har jeg egentlig lyst til ideen, men ikke til at gøre det i praksis. Måske hjælper det heller ikke, at jeg nu har været “uden venner” i så lang tid, at det er blevet endnu mere skræmmende.

Men det der bekymrer mig mest er pigerne. For hvordan skal de nogensinde have muligheden for at se hvordan voksne er sammen, når vi aldrig er sammen med nogen? De har formentlig endnu mere brug for det end neurotypiske børn. Men på den anden side vil det også koste en masse ressourcer hos dem, hvis der kommer nogen her eller hvis vi skal nogle steder.

Så venskaber – bestemt ikke nemt! Og noget jeg har brug for at arbejde med, hvis jeg skal prøve at finde ud af hvad det egentlig er jeg gerne selv vil.

Kvinder er fra Venus…

prismatic-low-poly-female-symbolMænd og kvinder er forskellige – også ud over de indlysende fysiske forskelle. Og autisme viser sig også ofte forskelligt hos piger/kvinder og drenge/mænd.

Det betyder desværre, at autisme ofte overses hos piger/kvinder, da vi ikke viser vores problemer så tydeligt som drengene/mændene. Det er ikke fordi de ikke er der – men fordi vi er bedre til at skjule dem og adaptere en neurotypisk væremåde ud ad til. Det koster så til gengæld ind ad til, så man ser oftere at piger/kvinder har andre psykosociale problemer sammen med autismen. Det kan f.eks. være spiseforstyrrelser, OCD, angst, Tourette – og ofte er det de problemer, som giver anledning til kontakt med PPR1/psykiatrien, hvor man så nogle gange finder ud af at det faktisk er en autismespektrumforstyrrelse, der ligger bag. Men det kræver, at man i psykiatrien faktisk formår at kigge udenom det åbenlyst indlysende – og det er der desværre ikke altid ressourcer til i dag. (Hør evt. P1 Debat fra 27. oktober 2016, hvor lige præcist dette problem bliver drøftet.)

Piger/kvinder bliver generelt senere udredte end drenge/mænd – og det betyder desværre, at der går længere tid inden de får de hjælp og støtte, de har behov for. I mit tilfælde blev jeg 35 år inden der blev sat ord på hvorfor jeg ikke var som alle de andre. Nogle gange kunne jeg godt tænke mig at vide, hvordan det hele havde været, hvis det var blevet opdaget tidligere. Men i kraft af min intelligens har jeg været i stand til at skjule det godt – så måske har jeg også selv skullet være klar til at vise det sande jeg. Men jeg er meget glad for at Ellens og Karens autisme er blevet opdaget så tidligt, fordi det giver os mulighed for at hjælpe dem bedst muligt.

Nå, men det jeg egentlig prøvede at nå frem til, er at Landsforeningen Autisme har lavet en folder om netop kvinder og autisme. Den fortæller lidt om hvordan det er at være kvinde med autisme – og også lidt om hvad man kan gøre for at hjælpe kvinder med autisme, f.eks. i sociale situationer. Det er dog vigtigt at huske, at vi alle sammen er forskellige, selvom vi alle er på autismespektret, så spørg hellere en gang for meget, hvis der er noget du er nysgerrig efter at vide mere om!

Læs folderen her: Autistiske Kvinder – Du kan da bare tage dig sammen…

Læg mærke til, at du kan indtaste din mailadresse her oppe til højre – så får du en mail, når der er nyt på bloggen.


1: Pædagogisk-Psykologisk Rådgivning i kommunerne.