Lydsensitiv

Lige nu sidder jeg i læseværelset – det rum i huset, der er længst væk fra stuen. Det er her der er mest stille – lige bortset fra hunden, der snorker.

Jeg er lydsensitiv. Det betyder for mig, at lyde kan være et kæmpe problem. Nogle lyde er værre end andre og nogle dage kan jeg holde til mere end andre dag.

Meget højfrekvente lyde (f.eks. bippet fra en røgalarm) eller lavfrekvent rumlen (f.eks. rumlen fra en gummiged på larvefødder) kan være helt frygteligt. De højfrekvente lyde får mit hoved til at føles som om det eksploderer. De lavfrekvente lyde føles som smerter i hele kroppen.

Jeg har to piger på 5 og 8. De kan mægtig godt lide at spille computerspil – og gerne se fjernsyn samtidig. Det kan jeg bestemt IKKE! Hverken at spille selv eller at de spiller. Det larmer nemlig frygteligt meget. Og selvom de har headset på, så gør de værste af lydene at jeg ikke kan være i rummet.

Lige nu spiller den ældste et eller andet med nogle gentagende pling-pling-lyde. Der er to lukkede døre imellem os og jeg overvejer at gå en tur i skoven, for jeg kan næsten ikke holde det ud.

Der er også butikker, jeg ikke kan være i, fordi deres musik er for høj og med gentagende lyde. Jeg går ind og vender direkte om og handler online i stedet for.

Jeg er bestemt ikke den eneste med autisme og ADHD der har det sådan. Lydsensibilitet er ganske normalt for os.

Jeg er relativt god til bortfiltrere almindelig baggrundsstøj som f.eks. i et tog eller i en restaurant – til et vist niveau! Andre kan slet ikke klare den slags støj.

Der er desværre ikke så meget at gøre ved det.

Man kan øve sig i langsomt at blive bedre og bedre til at tolerere lyde – enten ved at udsætte sig for lydene naturligt eller ved at bruge et specielt høreapparat, der udsender de lyde man har svært ved at tolerere.

Eller man kan undgå lydene. Det kan man f.eks. gøre ved at bruge et høreværn, der dæmper. Man kan bruge et passivt, der bare fjerner alt lyd eller man kan bruge et aktivt, der kun fjerner lyde indenfor forskellige frekvensområder. Et af de mest anvendte er Bose QuietComfort.

Bose QuietComfort er ganske dyre, men mange har rigtig god erfaring med dem. De fjerner baggrundsstøj, men tale trænger igennem. Min mand har et par, som han er meget glad for. Jeg har naturligvis prøvet at låne dem, men de virker ved at sende lyde ud med modsat frekvens, så de to lyde udligner hinanden. Men jeg kan altså høre modlyden og det er vældigt generende for mig.

Så jeg må klare mig med at prøve at få ungerne til at være stille (yeah – right!) eller at gå et andet sted hen. (Men jeg ønsker mig et lydisoleret rum i julegave!)