Skal – skal ikke?

Jeg har overvejet meget og længe. For og imod. Men nu blev det altså.

Jeg vil skrive lidt om at være autist, at have ADHD og at have børn med autisme.

Specielt det der med børnene har afholdt mig længe. For jeg vil ikke udstille dem – og jeg synes principielt set at børn selv skal have et valg i forhold til hvilke oplysninger de ønsker offentlige. Lige nu hvor de er 5 og 8 gør det måske ikke den helt store forskel for dem. Men på et tidspunkt bliver de teenagere og så kan det godt være, at det er lidt trælst at kammeraterne kan læse mors beretninger om deres barndom på nettet. Og måske endnu værre når de engang skal have et arbejde eller en livsforsikring. Internettet glemmer jo som bekendt aldrig.

Men nu har jeg altså endelig besluttet, at der er så meget, jeg gerne vil sige, at jeg gør det. Jeg har efterhånden en del viden og erfaring, som jeg gerne vil give videre – for slet ikke at snakke om en masse meninger og holdninger, som jeg nok heller ikke kan lade være med at skrive om, hvis jeg kender mig selv ret.

Jeg håber, at der er nogen der kan få gavn af den viden jeg har og den erfaring, jeg efterhånden – ofte på den hårde måde – har fået.